Kragh Andersens kaptajn kæmper for gult: ’Har bedre bjergben end da jeg vandt Giroen’

Hollandske Tom Dumoulin ligger nummer to i Tour de France bare to minutter efter manden i den gule førertrøje, Geraint Thomas.

Det kan virke paradoksalt, at det til stadighed kan komme bag på verdenspressen og cykelaficionados rundt omkring, at en mand, der både er blevet nummer to og har vundet det italienske etapeløb Giro d’Italia, faktisk kan finde ud af at køre i bjerge.

Men endnu mere paradoksalt er det måske, at det også kommer bag på hovedpersonen selv.

For kaptajnen på Team Sunweb, hollandske Tom Dumoulin, har bedre bjergben end nogensinde før.

Faktisk er han så godt kørende på de stejle stigninger, at han har distanceret Chris Froome i klassementet og nu kun har den gule trøje, som dog sidder solidt på Team Skys Geraint Thomas, foran sig.

- Jeg kører stadig rigtig godt opad, og jeg kører endda bedre end i Giroen – det er faktisk det bedste, jeg har klatret det, jeg præsterer lige nu, siger Tom Dumoulin.

Tempospecialist

Dumoulin, der er værelseskammerat med danske Søren Kragh Andersen på Team Sunweb, er verdensmester i enkeltstart.

Og det var da også i disciplinen, hvor man kører mand mod mand, at han i 2017 kørte sig til sejren i Giro d’Italia, da han på den sidste og afgørende enkeltstart kørte sig fra fjerdepladsen til førstepladsen og nappede den lyserøde førertrøje fra Nairo Quintana.

Med triumfen blev han den første hollænder til at vinde det italienske etapeløb, og det har siden skabt store forventninger til 27-årige Dumoulin i hjemlandet:

- Vi ved, hvad han kan. Han vandt Giroen sidste år, og i år blev han nummer to. Han har været tæt på at vinde Vuelta a España, så vi har hele tiden forventet, at han ville slutte i Top3 i Touren, siger Han Cock, der er journalist på det hollandske medie Nos.

’Sommerfuglen fra Maastricht’, som Dumoulin kaldes i Holland, har lidt under to minutter op til Geraint Thomas i den gule trøje i klassementet.

Og med en hård bjergetape fredag, samt en enkeltstart lørdag burde der stadig være rig mulighed for at tage tid på briten, men Dumoulin er dog ikke specielt optimistisk på egne vegne:

- Mine chancer for at vinde er meget små, men man skal altid bevare håbet, siger hollænderen.

Noget anderledes opløftet på sin kaptajns vegne er Søren Kragh Andersen, der har set en ændring i Dumoulin fra Tourens første etape til i dag:

- Han er en god leder, og han vokser med opgaven. Han stoler mere og mere på sin egen dømmekraft.

- Alt kan ske, og der venter over 200 hårde kilometer fredag, og der er ikke noget, der er ovre, før vi krydser stregen i Paris, siger Søren Kragh Andersen.

Du kan følge dagens etape i fjernsynet på TV 2, i radioen i ’Touren på P3’ eller her på dr.dk.

Facebook
Twitter