Magnus Cort ser dansk guldalder: ’Det rød-hvide festfyrværkeri er startet’

Magnus Cort stod for en danske etapesejr i Tour de France, og han mener, at de næste år bliver gode for dansk cykling.

Magnus Cort tror på, at dansk cykling går imod nogle fremragende år. (Foto: Stephane Mahe © Scanpix)

Historien om den kæmpe bunke af gode danske cykelryttere er et samtaleemne igen og igen. Senest under Tour de France, hvor specielt Michael Valgren, Søren Kragh Andersen og Magnus Cort viste sig frem på flotteste vis.

Selvfølgelig specielt Magnus Cort, der hentede en etapesejr efter en flot etape, hvor Michael Valgren også var i fokus. Sejren var kronen på et rigtig flot dansk år, og det er bare starten på det hele.

- Jeg tror, at vi kan forvente meget. Jeg sagde i Flandern Rundt, at nu ville vi se noget rødt og hvidt festfyrværkeri fremover. Det er i gang, og jeg tror, at det kommer til at fortsætte længe, siger Magnus Cort.

- Valgren er en vanvittig dygtig cykelrytter, og det samme er Søren Kragh. Jeg er også lidt på vej. Der kommer også mange nede fra, og vi er faktisk flere end det. Så jeg tror, vi går en tid i møde, der minder om 90’erne og begyndelsen af 00’erne, forklarer den hurtige dansker.

I mange år har dansk cykling været meget produktive med store talenter, men det er faktisk først i de senere år, at der er kommet ryttere, som kan spille en stor rolle i de helt store løb.

- Før min generation har vi også været gode i ungdomsrækkerne, uden det for alvor har båret frugt, når de er blevet professionelle. Jeg ved ikke, hvad koden er, men dem jeg har kørt med er kommet langt allerede. Vi er flere, som kan lave resultater på den professionelle side, siger Magnus Cort.

Tour de France sluttede dog ikke helt, som Astana-sprinteren havde håbet på. Han var en del af den afgørende spurt på Champs-Élysées, men spillede aldrig en stor rolle og måtte nøjes med en 14. plads.

- Jeg sidder egentlig fint, men omkring kilometerporten kommer folk udenom mig på både højre og venstre side. Jeg finder ikke min vej ud og havner lidt i midten af det hele, siger Magnus Cort.

- Jeg er helt klart skuffet. Jeg følte, at jeg havde gode ben, og Jakob og Omar kørte godt for mig. Det leverede mig helt fantastisk. Så jeg sad med rigtig gode ben uden at have brugt kræfter. Der gik 500 meter, før jeg pludselig havde tabt min plads, forklarer han.

Alexander Kristoff vandt etapen på Champs-Élysées.

Facebook
Twitter