Mark Cavendish ude af Tour de France

Sprinteren Mark Cavendish er ude af Tour de France efter sit styrt på 1. etape.

Mark Cavendish er ude af Tour de France efter hans styrt på 1. etape. (Foto: Jeff Pachoud © Scanpix)

Sprinterkongen Mark Cavendish er ude af årets Tour de France allerede efter 1. etape. Det bekræfter hans hold Omega Pharma - Quick-Step Cycling Team.

- Opdatering: MarkCavendish stiller ikke til start på anden etape. Flere informationer følger senere, skriver holdets officielle Twitterpofil.

Holdchef Patrick Lefevre oplyser over for DR Sporten, at Mark Cavendish har revet et ledbånd over i skulderen, hvilket har medført for store smerter til at sprinteren kan fortsætte i Touren.

En talsmand fra holdet siger endvidere til cyclingnews.com, at Cavendish vil være at finde omkring starten af anden etape, der starter i York og slutter efter 201 km i Sheffield. I startområdet vil han tale med medierne om sit tidlige exit.

- Han vil være sammen med holdet inden starten på anden etape, men det er helt umuligt, at han kommer til at køre. Det er meget ærgerligt.

Det tidlige exit er ekstra ærgeligt for Cavendish i år, fordi Tour de France starter i 'hjemme' Storbritannien. Årets første etape lå endda perfekt for Cavendish, men det alvorlige styrt forhindrede ham altså i at kunne køre sig i den gule føretrøje for første gang nogensinde. 

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:53b83390a11f9d0f5ce3b53e

Mark Cavendish køres væk efter sit styrt.

- Jeg er helt nede over styrtet. Det var min fejl. Jeg vil personligt undskylde over for Simon Gerrans lige så snart, jeg får muligheden for det. Jeg forsøgte at finde et hul, der ikke rigtigt var der, sagde Mark Cavendish selv efter styrtet på 1. etape.

Facebook
Twitter