Søndag blev triumfen en realitet. Jonas Vingegaard vandt Tour de France for andet år i træk.
Dagen inden, lørdag, fortalte den danske stjernerytter på et pressemøde, at han gerne vil forsvare sin Tour de France-triumf.
- Jeg har også andre mål, men Tour de France er det største løb i verden, og der er noget særligt over det. Det er for tidligt at sige, men jeg vil formentlig forsøge at vinde det igen næste år, lød det fra Jonas Vingegaard.
Selvom ruten for næste års Tour de France fortsat har en hel del ubekendte, så er det vist og sikkert, at den bliver meget anderledes. På grund af OL, der næste sommer afholdes i Paris, har Tour-arrangørerne skullet finde en ny målby til den afsluttende 21. etape.
Her er valget faldet på Nice, hvor rytterne skal ud på en 35 kilometer lang enkeltstart.
På trods af at den samlede rute for næste års Tour de France er ukendt, vil det ikke have den store betydning for Jonas Vingegaards muligheder for at forsvare den gule trøje. Det vurderer DR Sportens cykelekspert Brian Nygaard.
- Der er jo ikke nogen steder på sådan en rute, hvor Vingegaard mangler noget. Uanset dens omfang. Der kan godt være flere bjergetaper, og der kan også være længere enkeltstarter, men der er ikke nogen steder, hvor man kan sige, at en rute i et moderne Tour de France ikke ligger godt til Jonas Vingegaard.
- Det er vi længe ude over, efter det vi har set i år og sidste år, siger Brian Nygaard.
Der er kun offentliggjort fem af de i alt 21 etaper i næste års Tour de France. Den endelige rute bliver offentliggjort i oktober.
Autoritet, der må skræmme modstanderne
Ifølge Brian Nygaard vil Jonas Vingegaard være "ubetinget kaptajn", indtil han stopper sin cykelkarriere. Det vidner danskerens tre deltagelser i Tour de France om.
- Det er tredje gang, at han kører Touren, og han er aldrig blevet dårligere end nummer to, konstaterer Brian Nygaard.
Der er sket noget fra år til år. Ikke kun målt på afstanden til Tadej Pogacar i det samlede klassement, hvor forskellen i 2023 var 4 minutter og 46 sekunder større end i 2022. Måden, hvorpå Jonas Vingegaard dikterer løb og taktik, spiller også ind.
- Der er ikke nogen tvivl om, at den erfaring, han har fået, og den måde, han bruger sit hold på, og den måde han disponerer sine kræfter, i år var mesterligt. Han kører med en vinders værdighed og med en kæmpe autoritet, som også må være skræmmende for modstanderne.
- Det er ekstremt svært at se, hvor Vingegaard har et svaghedstegn, når det kommer til disse tre uger i juli, siger Brian Nygaard.
Ny grand tour om en måned
Spørgsmålet er, om Jonas Vingegaard er lige så stærk, når det kommer til tre uger fordelt over august og september. Senere på sommeren stiller den 26-årige klassementsstjerne op i Vuelta a España.
Brian Nygaard finder det enormt interessant, at Vingegaard allerede om godt en måned skal køre et nyt, hårdt etapeløb, hvilket står i dyb kontrast til sidste år, hvor Tour-vinderen holdt en lang pause efter triumfen i Paris.
- Han har jo været rigtig god i de løb, han har kørt, men han har også valgt en masse løb fra, og det er jo helt naturligt, når man har Touren som det altoverskyggende mål.
- Jeg synes, det er en god ting, at han kører Vueltaen og måske også ender med at køre med en vinderchance. Det ville være helt ekstremt, siger Brian Nygaard.
Vuelta a España løber af stablen fra 26. august til 17. september.