Nibali opereret for brud på ryghvirvel efter Tour-styrt

Bahrain-Merida-rytteren Vincenzo Nibali er snart klar til at træne igen, efter at han er blevet opereret.

Et hårdt styrt betød, at Vincenzo Nibal måtte udgå af Tour de France, som han vandt i 2014. (AP Photo/Peter Dejong) (Foto: Peter Dejong © Scanpix)

Den italienske cykelrytter Vincenzo Nibali har tirsdag gennemgået en operation i ryggen. Operationen gik godt, meddeler hans hold, Bahrain-Merida, på Twitter.

Holdet meddeler, at den tidligere Tour de France-vinder kan genoptage træningen om få dage. Tidligere i juli måtte Vincenzo Nibali udgå af netop Tour de France, som han vandt i 2014.

19. juli, kort før afslutningen på 12. etape, blev hans styr viklet ind i en kamerarem fra en tilskuer, hvorefter han styrtede på vej op ad det legendariske bjerg Alpe d'Huez.

33-årige Vincenzo Nibali gennemførte etapen, men han havde pådraget sig et brud på en ryghvirvel, så han kunne ikke stille til start på 13. etape.

Kritik af sikkerheden

Efter episoden meddelte Bahrain-Merida, at holdet ville undersøge mulighederne for at lægge sag an mod Tour de France.

Holdet mente, at sikkerheden omkring rytterne ikke havde været tilstrækkelig, da Nibali styrtede. Italieneren er en af blot syv ryttere, der har formået at vinde alle tre Grand Tours.

Foruden Tour-sejren i 2014 har han vundet Giro d'Italia i 2013 og 2016 samt Vuelta a España i 2010.

/ritzau/

Facebook
Twitter