Beredskabsmeddelelse

Brand i villa i Frederiksværk

Afrikansk hold efter etapesejr: Vi gjorde det på Mandelas fødselsdag

MTN-Qhubeka blev det første afrikanske hold til at vinde en etapesejr i Tour de France.

(Foto: SEBASTIEN NOGIER © Scanpix)

Det lød som en norsk etapesejr. Skrigene fra MTN-Qhubekas holdbus var hysteriske, og stemmerne fra personalet var i overgang, som ellers kun cykelkommentatorerne fra vort norske broderfolk kan gøre det. "Go!, Go!, Gooooooooo! Og endelig: "Jaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaah!” I samme sekund fløj en medarbejder ud af bussens fordør med samme bevægelse som en poledanser, der svinger 180 grader om sin stang. ”I don’t fucking believe it,”fremstammede han, mens han sprintede af sted mod målstregen.

Der er ikke noget at sige til, at glæden var ellevild hos det sydafrikanske mandskab, MTN-Qhubeka, da briten Steve Cummings hjemførte holdets første etapesejr nogensinde i Tour de France. Som et eksprestog overhalede han de to franskmænd Romain Bardet (AG2R) og Thibaut Pinot (FDJ) på de sidste to kilometer af 14. etape og holdt afstanden til mål.

- Endnu en drøm går i opfyldelse for os. Første gang var, da vi blev inviteret til Tour de France, og nu vinder vi en etape på Mandela Day (Nelson Mandelas fødselsdag red.) med Steve Cummings. Jeg har tårer i mine øjne, siger sportsdirektør på MTN-Qhubeka, Jens Zemke, om sit hold, der er med på et wildcard i Touren.

Afrikansk festdag

I forvejen var der fest i Afrika og særligt Sydafrika, da landets tidligere præsident, Nelson Mandela, ville have haft fødselsdag i dag. Dagen, Mandela Day, bliver brugt til at ære folkehelten, der døde i 2013. For det sydafrikanske mandskab var 14. etape derfor helt særlig.

- Vi havde et specielt møde i morges på grund af Mandela Day, og det var en stor motivation. Jeg tror ikke, at nogen af os troede på, at vi kunne vinde. Det var et vildskud, men holdet arbejdede hårdt i starten af etapen. Det er så godt, og jeg er så træt, siger etapevinder Steve Cummings.

MTN-Qhubeka har i forvejen været et interessant bekendtskab i Tour de France. Først blev holdets to ryttere fra Eritrea genstand for enorm opmærksomhed i begyndelsen af løbet, fordi mange tilskuere med rødder i landet festede foran holdets bus hver formiddag. Senere erobrede Daniel Teklehaimanot den prikkede bjergtrøje og endte som kæledægge i Touren.

- Det er helt utroligt for os at vinde en etapesejr i Tour de France. Og så på Mandelas fødselsdag. Det er en speciel dag for os afrikanere. Vi skal have en stor kage og champagne i aften, siger Daniel Teklehaimanot med et kæmpe smil.

Cummings snød franske skuffelser

Med to kilometer tilbage af etapen så det ud til, at de to franskmænd Romain Bardet og Thibaut Pinot skulle kæmpe om etapesejren. Begge ryttere har været helt ved siden af sig selv i årets Tour og jagtede oprejsning. Men MTN-Qhubeka havde placeret Steve Cummings i dagens store udbrud, og han kørte op til de franskmænd og satte dem øjeblikkeligt. Nu kan holdet ikke få armene ned.

- Da vi mødtes i Utrecht før Tour de France, var det allerede en succes for os. Bare det at være med. Men holdets ejer stillede sig ikke tilfreds med det, og han satte nogle sportslige mål for os. - Det ene mål var at vinde en trøje og at vinde en etape. Det var drømmene. Og nu er det hele gået i opfyldelse. Det er meget specielt for os, jubler sportsdirektør Jens Zemke, mens skaren af pressefolk strømmer til.

For Steve Cummings var der tale om karrierens største sejr. Og det bliver næppe nogensinde meget større. Det sydafrikanske hold har taget Tour de France med storm. Nu kan det feste endnu en gang – og så endda på Mandela Day.