Jakob Fuglsang skal restituere sig til Tour-succes

Afslapning og træning er nøglen til Tour de France-succes for Jakob Fuglsang efter sejren i Criterium du Dauphiné.

Jakob Fuglsang med beviset på sejren i Criterium du Dauphiné (Foto: PHILIPPE LOPEZ © Scanpix)

Efter weekendens imponerende sejr i Criterium du Dauphiné har Jakob Fuglsang kun én ting i sigte; årets udgave af Tour de France.

- Jeg skal forsøge, om ikke jeg kan bære min form med ind i Touren, og forsøge at time det rigtigt, så jeg ikke slår mig selv ihjel, eller så jeg ikke får formkurven til at vende den forkerte vej, inden Touren starter, siger Jakob Fuglsang til DR Sporten.

I Tour de France er målsætningen igen at kunne køre med – og måske endda fra – verdens bedste etapeløbsryttere, og dermed kæmpe med om podieplaceringerne i klodens hårdeste cykelløb.

Ikke flere løb inden Touren

Normalt vil man sige, at den slags resultater kommer man ikke let til, men det er lige før, at det er det, Jakob Fuglsang prøver. I hvert fald handler tiden fra nu og frem til Tour-starten udelukkende om afslapning, restituering og træning for den danske Astana-kaptajn.

- Efter vi i Dauphiné har set, hvor jeg er henne formmæssigt, så har vi besluttet, at det er vigtigere, at jeg ikke ender med at blive træt, inden Touren starter. Derfor kører jeg ikke flere løb inden Touren, siger Fuglsang og fortsætter:

- Det næste stykke tid kommer til at gå lidt mere roligt for sig i forhold til træning. Jeg skal forsøge at lave lidt grundtræning og ellers så skal der egentlig ikke ske det store. Jeg skal passe på mig selv.

Fuglsang er dog ikke bekymret for at den manglende løbsdeltagelse frem mod Tour de France kommer til at gå udover formen.

- Forhåbentlig er jeg der, hvor jeg mere eller mindre skal være, når jeg en gang får restitueret og kommer mig ovenpå Dauphiné, og så er det nok til at være med helt fremme i Touren, det er jeg næsten helt sikker på, siger Jakob Fuglsang.

Tour de France starter lørdag den 1. juli i den tyske by Düsseldorf.