Officielt: Danmark byder på Tour de France-starten

På et pressemøde i Paris har Danmark i dag afleveret deres bud på Tour de France-starten.

Chris Froome og de andre stjerner kan muligvis være at finde på de danske veje inden for få år. REUTERS/Stephane Mantey/Pool (Foto: pool © Scanpix)

Drømmen for danske cykelfans om at se Tour de France i de danske gader er i dag kommet et skridt tættere på. I Paris holdt Danmark i dag pressemøde for at præsentere deres bud på at få starten af verdens største cykelløb til de danske gader.

Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen og overborgmester i København Frank Jensen præsenterede deres plan om, at løbet skal starte i København med en etape, dernæst en etape fra Roskilde til Odense og afslutningsvis fra Vejle til Sønderborg.

Med sig havde den danske delegation medbragt en video, der viser det danske landskab og kultur. Videoen var speaket af ingen ringere end den danske Tour de France-legende Jørgen Leth med franske gloser.

- Mange siger, at København er verdens bedste cykelby, og det tror jeg faktisk, at jeg vil give dem ret i. Tour de France er det bedste cykelevent i verden, siger Christian Prudhomme, der er løbsdirektør for Tour de France, på pressemødet.

- Det er de forbindelser mellem hverdagscyklister og de professionelle, som er meget vigtige for os, forklarer han.

Tidligere har det været meldt ud, at Danmark gik efter at få starten i 2019, 2020 eller 2021. Det er endnu uvist, hvornår det ville være.