Opsamling efter to Tour-uger: Fire succeser og skuffelser

Tour de France rammer tirsdag den sidste del af løbet, og derfor er det et passende tidspunkt at samle op på op- og nedture.

(Foto: SCANPIX © Scanpix)

Vi er nu kommet til det punkt i Tour de France, hvor det hele flyder lidt sammen. For rytterne er duften af Paris så småt begyndt at titte frem i næseborene, selvom de hårde Pyrenæer ligger lige foran dem.

To uger af verdens største etapeløb er overstået. Der har været nogle stille perioder med lange etaper uden dramatik. Så har der været masser af dramatik på andre etaper med eksempelvis afslutningen på Alpe d’Huez stående ret tydeligt.

Men hvad har egentlig været de største op- og nedture i årets Tour de France? Mandag er der hviledag før den afgørende uge, og derfor er det et oplagt tidspunkt at tage en snak med DR Sportens cykelkommentator Henrik Fallesen, der har kommenteret hver eneste etape i Touren på P3.

Han har sat sig ned og udpeget fire succeser og fire skuffelser i årets udgave.

Succes

Geraint Thomas

Alle regnede med, at det var Froome, som skulle vinde det her Tour de France. Det var hele stuntet fra Team Skys side, at han skulle vinde den femte sejr og så også tage den Giro-Tour-double. Det har så vist sig, at plan måske i virkeligheden er den stærkeste, de har. Thomas har i hvert fald været marginalt bedre end Froome på bjergetaperne.

Han bærer den gule trøje med diplomati og værdighed. Han er ude at angribe, og han vundet to etapesejre på to store bjergetaper. Meget få har vundet på Alpe d’Huez iført den gule trøje. Han manøvrerer i det her minefelt med, at han ikke må sige, at han er lederen på holdet. Han har indtil videre gjort det eneste rigtige – at lade benene tale på cyklen.

Det er en af de helt store overraskelser, at han indtil videre været den bedste rytter i det her løb. Det var der ikke mange, der havde regnet med. Spørgsmålet er så, om han kan holde sig frisk i tre uger? Det har vi aldrig set før fra ham.

Tom Dumoulin

Han har overrasket mig, fordi jeg troede, at det ville være for krævende for ham at både køre klassement i Giroen og i Touren, fordi han ikke har den samme rutine i at køre Grand Tours som Chris Froome. Nu står han så som den eneste reelle udfordrer til det her Team Sky-monopol.

Han ser frisk og initiativrig ud. Jeg synes, at det var flot, at han på La Rosiére-etapen så tidligt i løbet prøvede at sætte sin rolle på spil ved at gå ud i et stort angreb med Søren Kragh Andersen. Jeg synes, at han har vist stort offensivt mod, og det er det, man nogle gange savner fra Team Skys konkurrenter.

Jeg tror helt sikkert, at Team Sky ryster i bukserne over den enkeltstart, han har. Han er jo kun små to minutter fra Geraint Thomas. Han har formået at ryste dem, og man havde nok ikke regnet med, at det skulle være ham.

LottoNL-Jumbo

Holdet står jo for de to ryttere, som er de største overraskelser i top ti med Steven Kruijswijk og Primoz Roglic. De har også vist, at de er villige til at satse noget i det her løb. Det så man bare med det opsigtsvækkende angreb fra Kruijswijk på Alpe d’Huez-etapen, hvor han gik tidligt i udbrud, selvom han lå nummer seks samlet.

Det hører til sjældenhederne, at vi ser ryttere satse alt med sådan et angreb så tidligt i Tour de France. At lave det helt store nummer for at få den helt store gevinst. Det var Kruijswijk ikke særlig langt fra at gøre. Samtidig bliver Roglic bare bedre og bedre.

Han var i angreb lørdag og ærgrede sig efterfølgende over, at stigningen ikke var længere. Han har også en suveræn enkeltstart til slut, som Team Sky-holdet også er nødt til at forholde sig til. Han virker til at have benene til at udfordre dem. Dylan Groenewegen hentede så også to etapesejre, før han udgik, hvilket viser, at holdet kan i alt terræn.

Magnus Cort

Det var vildt. Det virkelig imponerende, hvad han lavede. Mit succeskriterie for ham var en top fem på en etape og så at gennemføre løbet, da han er debutant og hjælperytter for Jakob Fuglsang. Men med etapesejren sprænger han skalaen.

Jeg havde måske et håb om, at han kunne kæmpe med nogle dage i en massespurt, men her der vinder han en endnu flottere sejr. Han ofrer sig i et udbrud, hvor han ikke bare sidder og fedtspiller. Han er en af dem, som har mest mod på det her.

Jeg synes, at det er en ekstraordinær præstation. Hele måden, han gør det på, er flot. Han skaber selv alt det held, han skal bruge i sidste ende.

Skuffelse

Movistar

De kom som de tre tenorer, og nu står vi her i Pyrenæerne, hvor en af dem har mistet stemmen, den anden synger falsk, og den tredje kan lige nøjagtig levere det, man forventer af ham.

De forsøgte sig med et rigtig godt iscenesat angreb med Alejandro Valverde. Det endte dog med at fejle. Problemet er, at det hele falder til jorden, når Nairo Quintana er en skygge af sig selv. Det er måske cykelsportens største mysterium, hvor Quintana er blevet af. Manden der bragede ind på scenen og var en fænomenal Grand Tour-rytter. Hvor er han?

De har allerede brændt Valverde af. Landa er heldigvis i bedring, men han ligner heller ikke den rytter, som han var sidste år, hvor man talte om, at han måske kunne have vundet Touren, hvis ikke har blevet låst af Team Sky. Festfyrværkeriet, vi havde forventet, er maksimalt et heksehyl, vi sidder tilbage med.

Den manglende angrebslyst

Det er verdens største cykelløb, og alle vil gerne vinde en etape i Tour de France. Jeg ved godt, at manuskriptet som regel er skrevet på forhånd på de her oplagte sprinteretaper, men jeg synes bare, at i år har vi set en passivitet fra udbrydere i større grad end tidligere.

Det er simpelthen for slapt, at der nogle dage kun er én mand, som kører afsted i et udbrud. Det er den største scene af dem alle. Det er her, at sponsorerne får mest opmærksomhed. Jeg forstår ikke, at sportsdirektørerne ikke pisker deres ryttere mere.

Det kan godt være, at det er svære vilkår, men hvis man skal give folk underholdningen at kigge på i en verden, hvor folk har flere muligheder end nogensinde før, og hvor tålmodigheden er kortere end nogensinde før, så nytter det bare ikke noget, at vi ser på et rigtig kedeligt cykelløb i flere timer uden, at der sker noget.

Der har cykelrytterne et fælles ansvar over for deres sport om at få den til at se god ud og begejstre flest mulige folk. Det synes jeg ikke, at de har gjort i år på sprinteretaper og andre også. Det er simpelthen ikke godt nok. Det er samtidig også en fejltagelse af løbsplanlæggerne, at de har flere sprinteretaper over 200 kilometer. Det dræner spændingen.

Marcel Kittel

Han kommer som den store sprinterstjerne, selvom han ikke har lavet nogle resultater i år. Han er købt til Katusha i dyre domme, og så flopper han i en sådan grad.

Hans sportsdirektør kan endda ikke holde sig tilbage og fortæller i et interview, hvor egoistisk Kittel er, hvor skuffet han er over ham, og hvordan tyskeren har siddet som en lille dreng på taktikmødet før holdtidskørslen med sin mobiltelefon i stedet for at høre efter.

Det siger alt om en mand, der har hovedet skruet helt forkert på til Tour de France og måske også hele cykelsæsonen. Han tog heldigvis ikke den nemme løsning og bare steg af cyklen. Han fightede sig i stedet i mål uden for tidsgrænsen.

Jakob Fuglsang

Vi har jo ladet os rive med af hans gode resultater og det selvtillidsfulde udsagn om, at han kunne slutte på podiet i Paris. Jeg synes også, at der har været grund til det på baggrund af hans gode resultater. Derfor er det også så pokkers ærgerligt, at han ikke har det niveau, der skal til.

Bevares, det er også fint at være i top ti i Tour de France, men det er langt fra det mål, han selv havde sat op på forhånd. Han har ikke været blandt de bedste overhovedet på bjergetaperne, selvom han viste god moral på Alpe d’Huez-etapen, hvor han fik hanket op i sig selv og tanket moral.

Hvis han dropper alle ambitionerne i klassementet, så kunne der godt ligge en etapesejr at vente i Pyrenæerne. Men det må kræve et enormt mentalt arbejde at have et podie som den store drøm i Tour de France, og så bliver den drøm smadret på andendagen i Alperne. En etapesejr eller et kraftigt avancement kan måske redde hans løb.

Facebook
Twitter