Dagens etape blev neutraliseret i 15 minutter, da en flok tilskuere smed halmballer ud på vejen som en protest.
Politimænd brugte peberspray mod folkene bag protesten, og halmballerne blev hurtigt fjernet fra vejen.
Du kan se et sammendrag af dagens etape her.
Men pebersprayen, den hang stadig i luften, og gjorde dermed et i forvejen hårdt Tour de France en anelse hårdere, lyder det fra Søren Kragh Andersen.
- Hvad fanden sker der, altså. Jeg ved ikke, hvad det er for nogle bondeknolde, der smider halm ud på vejen. Det brændte overalt i halsen, i næsen og på huden. Jeg forstår ikke, at mennesker kan være så sure over et cykelløb, siger Søren Kragh.
Michael Valgren, der sluttede etapen som nummer syv efter en hård dag i sadlen, har til gengæld overskud til at joke med episoden.
- Jeg skal lige have fat i nummeret på dem (demonstranterne, red.). Kan de stille sig på morgendagens bjerg og få etapen aflyst eller neutraliseret, så vil det være fint for mig, tror jeg, lyder det med et smil fra Valgren, der dog ikke mærkede meget til pebersprayen.
- Jeg fik vist kun lidt gluten på mig, men jeg har heldigvis ikke glutenallergi, siger Astana-rytteren.