Sagantastisk, defensiv colombianer og hviledag: Tre ting vi lærte af 16. etape

Den sidste etape før hviledagen er kørt, og nu venter de store Alpe-bjerge forude.

Peter Sagan. En fandens karl. (Foto: LIONEL BONAVENTURE © Scanpix)

Hvis man ser bort fra, da Warren Barguil fløj ind i Geraint Thomas på nedkørslen af Col de Manse og tvang briten ind i en pæl, så var der ikke den helt store dramatik. Thomas slap heldigvis uskadt og er derfor klar til at kæmpe med om en topplacering, når løbet går ind i sin afgørende fase.

Det må man i høj grad også sige, at Chris Froome er, da han heller ikke rigtig blev testet på dagens etape. Enten går konkurrenterne og gemmer lidt på nogle ideer, ellers falder den her hviledag på et perfekt tidspunkt, fordi rytterne er helt udkørte.

Vi har kigget nærmere på de tre ting, som vi lærte af dagens etape:

Sagan er fantastisk

Han har stadig ikke fået den etapesejr, men kan man andet end at være imponeret af slovakken? Oleg Tinkov sagde til Rolf Sørensen i TV2s livetransmission, at Peter Sagan er løbets bedste rytter, og det er svært at sige ham imod.

Godt nok fører Chris Froome løbet, og Sagan kommer aldrig til at vinde samlet, men det er svært at finde et decideret svagt punkt hos ham. Af en sprinter kører han fint opad, og hans enkeltstartkvaliteter kan man heller ikke sætte en finger på.

Problemet er selvfølgelig, at han ikke formår at gøre arbejdet færdigt. I dag hentede han endnu en andenplads, og det er selvfølgelig ikke godt nok. Men alene det, at han går i udbrud hver dag, kan man kun elske. Det er underholdende. Oven i det kan man lægge, at manden er yderst humoristisk. Både på og af cyklen.

Til sidst skal man lige have med, at han er i den absolutte top til at styre en cykel teknisk. Hans evner på en nedkørsel er simpelthen eminent. Lad os håbe at det ikke er det sidste, vi har set til ham i årets Tour de France.

Hvad er Quintanas tanker?

I dag blev han bare siddende bag Chris Froomes hjul. Hele tiden. Han accelererede kun, når Froome rykkede. Quintana har en stadig en god mulighed for at vinde Tour de France, men han kører så defensivt, at man skulle tro, at han er mere end tilfreds med sin nuværende andenplads.

Colombianeren har tidligere vist, at han ikke er bange for at tage chance. Det så man i sidste års Giro d'Italia, som han vandt ved at være frygtløs. Hvorfor tester han så ikke Froome på en dag som i dag, hvor der er den berygtede nedkørsel på Col de Manse?

Det var generelt småt med angreb, men Vincenzo Nibali viste heldigvis en fantastisk iver, der bekræfter, at selvom italieneren ikke kan vinde Touren i år, så har han stadig mod på at køre cykelløb. Det kan uden tvivl blive en fordel for underholdningsværdien i Alperne.

Hviledagen kommer på et godt tidspunkt

Generelt kan man godt være en smule nervøs for, hvor meget underholdning der er i vente i Alperne. Mange ryttere virker meget møre, hvilket selvfølgelig er forståeligt efter over to ugers cykelløb med utallige kilometer i benene.

Derfor falder morgendagens hviledag også på et godt tidspunkt. De har brug for at slappe lidt af, hvis vi skal underholdes på de sidste etaper. Et godt eksempel er Alberto Contador i dag. Han sætter sine folk frem for at trække, men han kan ikke selv komme med et angreb.

Man kan også have et lille håb for, at Movistar Team får lagt en genial plan på hviledagen for, hvordan Froome skal angribe. Det har to mulige podieryttere, som bare skal frem og angribe. Alt andet vil være skuffende.

Og til sidst håber vi selvfølgelig på, at Jakob Fuglsang får lagt en genial plan for, hvordan han får fingrene i en etapesejr og bjergtrøjen. Det bliver svært, men det er altså også realistisk