Sjaskvåde veje og vindstyrke for fuld skrald kan vente rytterne på første etape - men nogle slipper uden om

På første etape af Tour de France kan flere af rytterne risikere at komme ud i et ordentligt blæsevejr.

Med en bagende sol over sig kørte Jonas Vingegaard en fremragende enkeltstart under sidste års Tour de France. I år kan han risikere at starte ud under lidt andre vejrforhold. (Foto: © Stephane Mahe, Ritzau Scanpix)

Nu er ventetiden endelig ovre.

Tour de France skydes i gang med et brag, når 176 af verdens absolut bedste cykelryttere på skift kører ud på den blot 13,2 kilometer lange enkeltstart i de københavnske stræder. En kort etape, hvor splitsekunder kan blive afgørende.

Skal man gøre sig forhåbninger om at holde sig til i kampen om etapesejren og den første gule trøje, skal der altså trampes godt og grundigt til i pedalerne, mens nedbremsningerne i svingene også gerne skal ske med den perfekte timing.

Men for nogle af rytterne bliver det ikke nok.

En del af dem kan nemlig risikere at skulle køre enkeltstarten i helt andre vejrforhold, end de første kommer til at opleve, fortæller meteorolog ved DR Vejret Anders Brandt.

Når enkeltstarten skydes i gang klokken 16, er der sommer, sol og 'en let brise fra sydvest', men omtrent en time senere ændrer vejret sig radikalt.

- Dem, der starter inden for den sidste time, er med i et slags lotteri, siger Anders Brandt.

- Ved 17-18-tiden kommer der et uvejr ind fra Polen og over Østersøen. Vinden kan skifte meget pludseligt, og der kan komme kortvarige kraftige vindstød. Og så får man pludselig en nordvestenvind med fuld skrald - i nogle prognoser er det oppe i kuling-styrke.

Og en stiv kuling er bestemt ikke ubetydelig, fortæller han. Vinden kan nemlig lettere få fat i pladehjulene, rytterne kører med i en enkeltstart, end almindelige hjul med eger.

- Vind fra siden har en helt anden effekt med de her hjul. De blæser rundt på vejen, siger meteorologen.

Danske Kasper Asgreen kører normalt en god enkeltstart. Det bagerste hjul på hans cykel er et såkaldt pladehjul, og det har vinden let ved at få fat i. (Foto: © BENOIT TESSIER, Ritzau Scanpix)

Og skulle en ordentlig omgang blæsevejr ikke være nok, kan det gå hen og blive værre endnu for rytterne, der har de sidste starttider.

- Oven i vinden, er der også risiko for regn og tordenbyger. Det er megausikkert, om der kommer noget og hvornår, men lige nu er der prognoser, der smider megameget regn af, siger han.

Du kan se de danske rytteres starttider i faktaboksen neden for.

Jo senere man starter, desto større er risikoen for, at man kommer ud for en omgang dansk uvejr, lyder prognosen. Og ligesom vinden er regnbyger bestemt heller ikke ønskværdige forhold for en cykelrytter, fortæller DR Sportens cykelekspert Brian Nygaard.

- Det gør en verden til forskel. Det er en teknisk rute, og man skal tage svingene mere aggressivt end i andre sammenhænge. Så våde veje vil betyde et tidstab, siger cykeleksperten.

Holdene tager højde for vejret

Vejrfoholdene er der dog taget højde for hos langt størstedelen af holdene, mener han.

- Holdene sætter rækkefølgen efter, hvad de tror, er de bedste betingelser for de bedste ryttere. Hvis vilkårene er bedre i starten, vil de lade de vigtigste folk starte tidligt, siger han.

Langt størstedelen af rytterne, der har meget på spil i enkeltstarten, ruller derfor ned af rampen, inden klokken har slået 18.

Det gælder blandt andet det danske klassementhåb Jonas Vingegaard og Mads Pedersen, der jagter etapesejren og den gule trøje. Begge ryttere starter, inden vejret skulle ændre sig markant, og går alt, som det skal, kommer de til at sætte fine tider, tror cykeleksperten.

- Det skulle ikke undre mig, om Jonas Vingegaard kører en rigtig god enkeltstart. Men Mads Pedersen er nok det bedste bud på en dansk rytter, der taber mindst tid til de bedste ryttere, siger Brian Nygaard.

For blandt de absolut bedste ryttere på enkeltstarten mener Brian Nygaard ikke, de to danskere er. På den disciplin kan få nemlig følge med italienske Filippo Ganna, og han er derfor den største favorit på etapen.

- Det er en kendsgerning, at han er verdens bedste i den her disciplin. Han er meget, meget svær at slå, siger cykeleksperten.

  • Italienske Filippo Ganna excellerer i at køre enkeltstart. (Foto: © YVES HERMAN, Ritzau Scanpix)
  • Og han er da også verdensmester i disciplinen. (Foto: © YVES HERMAN, Ritzau Scanpix)
1 / 2

Filippo Ganna starter klokken 17.03, mens sidste års vinder af Tour de France, slovenske Tadej Pogacar, kører ned ad rampen to minutter senere.

Jonas Vingegaards slovenske holdkammerat Primoz Roglic, der sammen med sin landsmand og danskeren er blandt de største favoritter til at vinde løbet, starter klokken 16.20.

Første etape af Tour de France starter fredag klokken 16. Du kan følge alle Tourens etaper på DR.dk og i LIGA på P4.