Skade til Vingegaards superhjælper skaber stort tomrum

Den hollandske cykelrytter Steven Kuirijswijk har brækket kravebenet få uger før Tour de France.

Under sidste års Tour de France så man ofte Jonas Vingegaard siddende klistret til hollænderens baghjul. (Foto: © MARCO BERTORELLO, Ritzau Scanpix)

Som en trofast væbner viger cykelrytteren Steven Kruijswijk nærmest aldrig fra Jonas Vingegaards hjul.

Når den 26-årige Tour de France-vinder giver signal, rejser hans hollandske holdkammerat sig fra sadlen, tramper lidt ekstra i pedalerne og presser konkurrenterne på de stejle stigninger.

Kommandoerne fra Jonas Vingegaard får dog en ny modtager, når verdens bedste cykelryttere om få uger skal dyste om den gule trøje i årets udgave af Tour de France.

På tirsdagens etape af det franske løb Critérium du Dauphiné, der for mange ryttere fungerer som opvarmningsløb til verdens største cykelløb, var Steven Kruijswijk nemlig involveret i et styrt og måtte efterfølgende udgå på grund af smerter.

En melding, Jonas Vingegaard selv kalder "noget værre rod".

- Han er en af dem, vi skulle have haft med til Tour de France, så på den måde er det noget værre lort for at sige det lige ud.

- Det er et kæmpe slag for vores Tour-hold. Det er det, uanset hvem vi mister, for de er allesammen megavigtige, og det er han også, siger Jonas Vingegaard til TV 2 Sport.

I sidste års Tour de France var Steven Kruijswijk en vigtig hjælper for Jonas Vingegaard. (Foto: © CHRISTIAN HARTMANN, Ritzau Scanpix)
I sidste års Tour de France var Steven Kruijswijk en vigtig hjælper for Jonas Vingegaard. (Foto: © CHRISTIAN HARTMANN, Ritzau Scanpix)

En af Vingegaards vigtigste hjælpere

Hollænderen har tidligere i sin karriere kørt sig på podiet i Tour de France.

Og lynede han en anden end Jumbo Vismas-trikot op, ville han med al sandsynlighed også blive tildelt en kaptajnrolle, fortæller DR Sportens cykelkommentator, Tobias Hansen.

Derfor giver han også Jonas Vingegaard ret i, at Steven Kruijswijk bliver ærgerlig at mangle i forsvaret af Tour de France-titlen.

- Han er en af de vigtigste hjælpere, Jonas Vingegaard overhovedet har. Der er selvfølgelig Wout van Aert, der er rimelig legendarisk i sin hjælp til Vingegaard. Men det er en hård, hård mand at mangle, siger Tobias Hansen.

På det hollandske hold er der massevis af cykelstjerner, og faktisk er holdet det måske bedste på World Touren overhovedet, vurderer Tobias Hansen.

Det er dog ikke ensbetydende med, at afløseren for Steven Kruijswijk er let at finde.

- Selv for de her hjælperyttere er den optimale forberedelse afgørende, og det er jo ikke tilfældigt, at Steven Kruijswijk var med til Critérium du Dauphiné lige nu, siger cykelkommentatoren.

Skal slovensk stjerne hjælpe Vingegaard?

En potentiel afløser kunne dog være den slovenske superstjerne Primoz Roglic.

Sloveneren trampede for få uger siden til i pedalerne, rakte armene i vejret og jublede over den samlede sejr i grand tour-løbet Giro d'Italia.

En præstation, der vidner om fremragende form og også vil gøre ham til "en sindssyg hjælper", skulle han blive udtaget til Tour de France.

Det kommer dog næppe til at ske, vurderer Tobias Hansen.

- Spørgsmålet er mere relevant nu, men jeg tror nu stadig, de vælger at sige, at Roglic ikke skal køre Tour de France.

- Roglic er en kæmpestjerne på det her hold. De har en potentiel vinder af både Giroen og Vueltaen, der skal køres i september, siger han.

Cykelstjernen Primoz Roglic iklædte sig for lidt mere end en uge siden den lyserøde førertrøje som vinder af Giro d'Italia. (Foto: © Luca Bettini, Ritzau Scanpix)
Cykelstjernen Primoz Roglic iklædte sig for lidt mere end en uge siden den lyserøde førertrøje som vinder af Giro d'Italia. (Foto: © Luca Bettini, Ritzau Scanpix)

Jumbo-Visma skal dog nok udtage en anden hjælperytter, og selvom han måske ikke vil kunne bidrage med helt det samme som Steven Kruijswijk eller Primoz Roglic, stikker det ikke nogen stor kæp i hjulet for Jonas Vingegaards Tour de France-chancer.

- Som udgangspunkt tror jeg, at Jonas Vingegaard, ligesom Tadej Pogacar næsten var det sidste år, er god nok til at klare sig uden, siger Tobias Hansen.

Tour de France begynder d. 1. juli, og du kan følge med hver dag på dr.dk, i app'en DR Nyheder og i Touren på P4.