Sky-løjtnant i gult: 'Froome er stadig vores leder'

Det ændrer ikke på Sky-hierarkiet, at Geraint Thomas er i gult og næsten halvandet minut foran Chris Froome.

Geraint Thomas krydser målstregen som vinder af 11. etape. AFP PHOTO / Marco BERTORELLO (Foto: MARCO BERTORELLO © Scanpix)

Spørgsmålet om, hvem der er Sky-holdets Tour de France-kaptajn, har fået ny næring, efter at Geraint Thomas vandt onsdagens 11. etape og overtog løbets førertrøje.

Du kan se et sammendrag af etapen her.

Med sejren er han nu 1 minut og 25 sekunder foran Chris Froome, og på pressekonferencen efter etapen kredsede mange af spørgsmålene til den nye mand i gult også om lederskabet på det britiske hold.

- Froome er stadig lederen, fastslår Geraint Thomas.

- Han ved, hvordan man vinder et løb over tre uger. Uanset hvad der sker for mig fra nu af, har jeg haft en succesfuld Tour. Det er en skøn følelse at vinde etapen og tage trøjen, lyder det fra den 32-årige waliser.

Froome stadig bedste kort

Mod slutningen af etapen så man Chris Froome i et hidsigt ridt op ad bjerget med UAE-kaptajn og potentiel Sky-trussel Dan Martin på hjul.

Dermed mindskede Froome sit eget tidstab til Geraint Thomas, men kørte altså samtidig Dan Martin frem.

Men Thomas udtrykker forståelse for Froomes kørsel og slår fast, at han nok havde gjort det samme, hvis situationen havde været omvendt.

- Jeg ville formentlig have kørt efter Dan også. Dan har alligevel tabt noget tid, så det handlede mere om at tage tid fra nogle af de andre.

- Jeg sad sammen med Dumoulin, da Froome nærmede sig, og det er helt fint. Holdet er i en god position nu, siger Geraint Thomas.

Det store spørgsmål er så, hvordan Sky vil gribe situationen an i de kommende dage.

Vil holdet forsvare Thomas' trøje eller vurderer man stadig, at Froome er det bedste bud på en Tour de France-vinder?

- Jeg vil selvfølgelig forsøge at holde mig fremme så længe som muligt, men det vigtigste er, at holdet vinder. Froome er stadig vores bedste kort, og vi mangler endnu halvdelen af løbet, siger Geraint Thomas.

/ritzau/

Facebook
Twitter