Slovensk fænomen smadrer det hele: Kører sig selv i gult næstsidste etape

Pogacar var 1 minut og 56 hurtigere end Roglic på enkeltstarten og overtager førstepladsen før sidste etape.

Tadej Pogacar kørte et brag af en enkeltstart på Tourens næstsidste etape. (Foto: Stephane Mahe © Scanpix)

Den 21-årige slovener Tadej Pogacar (UAE) flåede lørdag den gule førertrøje af landsmanden Primoz Roglic (Jumbo-Visma) og ligner den samlede vinder af Tour de France.

Det skete på 20. etape - en enkeltstart over 36,2 kilometer - på løbets næstsidste etape, før feltet søndag triller i forventet paradekørsel ind mod Champs-Élysées i Paris.

Før tidskørslen havde Roglic et forspring på 57 sekunder, men det var ikke nok til at holde Pogacar bag sig.

Tadej Pogacar, der mandag fylder 22 år, vandt enkeltstarten i suveræn stil og var hele 1 minut og 56 sekunder hurtigere end Roglic, der kæmpede sig i mål på femtepladsen.

Pogacar henviste de to enkeltstartsspecialister Tom Dumoulin (Jumbo-Visma) og Richie Porte (Trek) til anden- og tredjepladsen.

Duoen var omkring halvandet minut langsommere end lørdagens helt store triumfator.

Roglic mistede tid fra start

Roglic startede som den sidste rytter, og han kunne derfor høre Pogacars mellemtider undervejs. Og det var ikke gode nyheder, han lagde øre til.

Efter 14,5 kilometer havde Primoz Roglic allerede mistet 13 sekunder til den ni år yngre landsmand.

Forspringet var kort efter øget til mere end 30 sekunder, og på det tidspunkt stod det klart, at selv den mindste fejl hos Roglic kunne koste førertrøjen.

21-årige Tadej Pogacar kørte som lyn og torden på dagens enkeltstart i Tour de France. (Foto: Kenzo Tribouillard © Scanpix)

Med 10 kilometer tilbage begyndte Primoz Roglic så at vinde lidt af den tabte tid tilbage, men det var endnu et åbent spørgsmål, hvad der ville ske op ad en stejl, seks kilometer lang afslutning op ad La Planche des Belles Filles.

Før stigningen skiftede både Pogacar og Roglic enkeltstartscyklerne ud med lettere cykler, men Pogacars skifte var hurtigere, og det kostede Roglic tre-fire sekunder.

Roglic tabte mere tid, og med fire kilometer tilbage havde Tadej Pogacar indhentet de 57 sekunder, han var bagud før enkeltstarten.

Herfra holdt den senere etapevinder fast i det høje tempo og kæmpede sig over målstregen. Da Roglic lidt senere passerede målstregen var det som en slagen mand, der lige havde misset karrierens største sejr.

Den blot 21-årige slovener Tadej Pogacar anede nærmest ikke sit levende råd, da han satte ord på sin enorme bedrift i Tour de France lørdag, hvor han vandt enkeltstarten så suverænt, at han overtog løbets gule førertrøje inden sidste etape.

- Jeg føler, at jeg drømmer. jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg ved ikke, hvornår jeg forstår det her. Jeg er stolt af holdet. Det er en drøm at tage den gule trøje på sidste dag, siger Pogacar i et tv-interview sendt på TV2 Sport.

Før den sidste etape mod Paris topper Tadej Pogacar ud over klassementet også bjergkonkurrencen og ungdomskonkurrencen.

Australske Richie Porte rykker med sin tredjeplads på enkeltstarten også op på den samlede tredjeplads og har udsigt til en plads på podiet i Paris.

Af de danskere ryttere klarede den dobbelte etapevinder Søren Kragh Andersen (Sunweb) sig bedst med en tid på 59 minutter og 54 sekunder - lige under fire minutter efter Pogacar. Det rakte til en 16.-plads.

/ritzau/

Facebook
Twitter