Sulten haj, fromme angreb og Fugleplan: Tre ting vi lærte af 19. etape

Nairo Quintana hentede i dag sekunder på Chris Froome, men det er nok for sent til at presse briten.

Vincenzo Nibali hentede en af sin karrieres flotteste sejre i dag. (Foto: BENOIT TESSIER © Scanpix)

Indtil langt inde på etapen så det ud til, at det kun var Vincenzo Nibali, der havde lyst til at angribe seriøst, men på La Toussuire kom det længe ventede angreb fra Nairo Quintana også, men mange vil nok mene, at det var alt for sent.

Det blev også en lidt sort dag for danskerne. Først og fremmest udgik Michael Valgren desværre med sygdom. Lige meget hvor høje tinderne er, så vil sygdom altid være den største prøvelse for rytterne. Desuden skulle det have været dagen for Jakob Fuglsang, hvor han kunne tage den prikkede bjergtrøje. Sådan gik det ikke.

Vi har kigget nærmere på tre ting, vi lærte af dagens etape.

Nibali skiller sig ud fra de andre

Om man kan lide hajen fra Messina eller ej, så må man bare klappe i sine hænder for præstationen i dag. Han var den eneste reelle klassementsrytter, der havde modet til at kommet med et rigtigt angreb langt udefra. Godt nok var det, da Froome havde tekniske problemer, men det var lige, hvad løbet havde brug for.

Nibali har virkelig været nede i sækken tidligere i løbet, efter han gik kold på den første bjergetape, og man talte om, at han måske ville udgå. Det kunne han nemt have gjort, men i stedet vælger han at tage den svære vej, og fortjenesten kom så i dag, da han vinder Alpernes kongeetape.

Italieneren kører sig i høj grad også tilbage i kampen om en podieplads, hvilket er mindst lige så imponerende taget i betragtning af, hvor langt han har været efter. Forhåbentlig går han også i angreb i morgen efter de podiepladser.

Quintana angreb succesfuldt og sent

Spørgsmålet om, hvorfor han skulle vente så længe med et angreb, spørger alle sig selv om. Forhåbentlig inklusive ham selv. Nairo Quintana tager i dag 32 sekunder på Chris Froome, hvilket gør afstanden 2.38 i den samlede stilling nu. Det er selvfølgelig realistisk set alt for meget til at lave om på i morgen.

Quintana har dog måske fået blod på tanden til flere angreb på Alpe d’Huez og måske endda allerede på Col de la Croix de Fer, efter han så, hvor succesfuldt det var i dag. Samtidig skal man også frygte, at Movistar Team bekymrer sig for, at Nibali vil gå på jagt efter Alejandro Valverdes podieplads.

Men lad os da håbe, at Movistar Team tænker offensivt og ikke defensivt. Der vil med stor sandsynlighed komme angreb allerede på Col de la Croix de Fer, men det er spørgsmålet, om det spanske hold er en del af det. Hvis de er det, så kan det blive en virkelig spændende etape.

Fuglsangs umulige plan for prikker

Alt taler imod, at Jakob Fuglsang ender med den prikkede bjergtrøje i Paris efter den dårlige dag i dag. Først og fremmest er han muligvis røget tilbage i hjælperrollen efter Nibalis formidable præstation i dag, og italieneren kan få brug for danskerens hjælp i morgen.

Derudover kræver det, at Fuglsang kommer først over begge stigninger på etapen i morgen. Altså både Col de la Croix de Fer og ikke mindst Alpe d’Huez. Det er mildt sagt urealistisk. Specielt fordi etapen er så kort, så der vil komme favoritangreb fra start af.

Men lad os nu lige lege med den urealistiske tanke, at han sparede kræfter i dag, og derfor er sulten i morgen. Der er 75 point at hente, hvis han kommer først over de to stigninger, men det kræver det altså også, fordi man må forvente, at de andre konkurrenter også tager point. Det bedste bud på en bjergtrøjevinder er Chris Froome, mens Romain Bardet er lige i hælene.