Vi skal bruge en vindtunnel, en dansk verdensmester og en Storebæltsbro.
Ja, selv Egon Olsen ville være misundelig over den plan, som Mads Pedersen har lagt for den danske Tour-start, når det franske cykelløb besøger Danmark fra 1. til 3. juli.
På første etape, som er en kort enkeltstart, skal den danske Trek-Segafrado-rytter sikre sig, at han maksimalt taber 8-12 sekunder til den vindende rytter. På den måde kan han udnytte den efterfølgende etape, der har mål i Nyborg, hvor vinderen får 10 bonussekunder og dermed kan sikre sig førertrøjen.
Og selvom det er på anden etape, at den tidligere verdensmester har planlagt at sikre sig den legendariske gule trøje, så er al forberedelse gået til første etape og den 13 kilometer lange enkeltstart i København.
- Jeg har været i vindtunnel for at finde den hurtigste hjelm, dragt og dæk. Hvilket bagdæk er hurtigst i forhold til mine lægmuskler. Alt er blevet testet fuldstændig igennem for at finde ud af, hvad der passer bedst til mig, siger Mads Pedersen.
Og danskeren har det lidt som holdchef Henning Primdahl fra satireprogrammet om Team Easy On: Målet, det er satanedme klart!
- Jeg skal ramme inden for tidsrummet, hvor bonussekunder kan gøre, at jeg kan ende i en gul trøje.
- Drømmescenariet vil helt klart være at vinde enkeltstarten og stå i Roskilde med den gule trøje. Hvis jeg ikke troede på det, havde jeg ikke trænet benhårdt efter det.
Kan køre ruten med lukkede øjne
Med eller uden gul trøje ved anden etapes start i Roskilde kan Mads Pedersen ranke ryggen midtvejs på etapen. Her passerer feltet nemlig hjembyen Holbæk, og den tidligere verdensmester håber, at det kan give en lille fordel, at det er hans baghave, der skal vises frem.
- Jeg glæder mig ekstremt meget. Der er franskmænd, som ikke når at komme så tæt på deres hjem under Touren. Vi kommer vitterligt 150 meter fra, hvor jeg bor.
- Alt fra Roskilde til den anden side af Kalundborg kan jeg nærmest køre med lukkede øjne. At køre cykelløb med alle de store stjerner, som man bokser med i dagligdagen på ens træningsveje, bliver rigtig fedt, siger Trek-Segafredo-rytteren.
Og så kan det godt være, at dansk cykelsport har haft mange legender, der har opnået nogle store ting. Men ingen af dem har kørt Tour de France i Danmark - og slet ikke i en gul trøje.
- Der går nok rigtig mange år, før Touren kommer til Danmark igen, hvis det overhovedet sker. At kunne skrive sig i historiebogen som dansker, der har kørt Tour de France i Danmark - så kan Rolf og alle de andre snakke om, hvad de har oplevet, men det der har de ikke fået med.
- Det ville være rigtig stort (med den gul trøje, red.), og så ville man virkelig være i historiebøgerne inden for dansk cykling, fortæller Mads Pedersen.
I skal bare stå på målstregen
Venner, familie og holdkammerater løfter øjenbrynene, når den 26-årige dansker fortæller om sit mål med den gule trøje.
Men når ansigtsmusklerne er faldet til ro, er der langt fra mangel på opbakning.
- Folk tænker jo, at jeg er lidt skør i hovedet. Også holdet, som er sådan, 'okay, det er vildt nok. Vi prøver.' De er gået all in på at få det hele til at spille, siger Mads Pedersen.
Hvis gutterne så spørger dig, hvor de skal stå på etapen, hvad svarer du så?
- I skal bare stå på målstregen i Nyborg.
Hvorfor?
- Der har jeg forhåbentlig hænderne over hovedet, siger han.