Topsprintere er i Twitter-krig: Greipel anklager Démare for at snyde

André Greipel har ikke meget tillid til Arnaud Démares bjergkørsel på 17. etape af Tour de France, som var kort og hård.

Arnaud Démare er røget i uvejr efter kritik fra en af sine kolleger. (Foto: BENOIT TESSIER © Scanpix)

Det er ikke nemt at være sprinter i Tour de France, når feltet rammer Pyrenæerne og Alperne. Men måske er det lidt nemmere for nogen end andre. Sådan er det i hvert fald, hvis man skal tro André Greipel.

På Twitter skriver den stærke tyske sprinter med kælenavnet ’Gorillaen’ en undren over, at franske Arnaud Démare kun har tabt ni minutter til etapevinderen Nairo Quintana på den sidste stigning Col du Portet.

- Måske burde nogen fortælle GroupamaFDJ og Arnaud Démare, at der GPS-tracking i Tour de France. Respekt for kun at tabe ni minutter på en 17 kilometer lang stigning til Nairo Quintana, skriver André Greipel lettere ironisk på sin Twitter-profil.

Greipel hentyder formentlig til, at franskmanden til tider har holdt fast i sin holdbil for at holde sig inden for tidsgrænsen. Noget der tidligere har været et samtaleemne i løbet. Démare var dog hurtig til at svare.

- Godt at vide, at du ikke respekterer mig så meget, som jeg respekterer dig. Jeg troede, at du var klogere. Der er jurymedlemmer hele tiden og over det hele. Jeg sender dig mine filer. Da du er en ekspert, så må vi se, hvad du synes om det, svarede Démare.

Tyskeren udgik selv på 12. etape af løbet, da han ikke kunne komme igennem bjergetapen, og også her lagde han ikke skjul på, at han mener andre sprintere i feltet snyder.

- Jeg kunne kun håbe på, at feltet ville køre stigning langsomt, men det skete ikke. Så hurtigt følte jeg, at det ville være afslutningen på Touren for mig. Andre vælger måske at holde fast i en holdbil, men hvis jeg ikke kan komme til målstregen selv, så vil jeg hellere tage hjem. Jeg er ikke trist, jeg er en realist og en fair sportsmand, sagde André Greipel til holdets hjemmeside efter 12. etape.

Démare er blandt de bedste sprintere tilbage i feltet, og han er blandt de helt store favoritter til at vinde både 18. etape og på Champs-Élysées søndag.

Facebook
Twitter