Tour-barometer: Her er de største outsidere

Vi har set på hvilke ryttere der kan presse tourens absolutte favoritter.

Thibau Pinot (øverst), Bauke Mollema (t.v.) og Romain Bardet (t.h.) er nogle af årets outsidere i Tour de France.

Med under et døgn til starten på årets Tour de France går er det tid til at sætte fokus på løbets outsidere.

Her under følger en række navne, som må forventes at kunne blande sig i den sjove ende af klassementet.

Vi har tidligere skrevet om de absolutte favoritter til den samlede sejr, så her kaster vi udelukkende et blik på største outsidere til en top-placeringerne.

Fransk dynamit

Romain Bardet, AG2R Franske øjne kigger uden tvivl forelsket mod den 25-årige AG2R-kaptajn, og det er med rette. Det er oplagt, at det er i år, at Bardet tager det sidste skridt op blandt de største stjerner. De seneste to år er det blevet til top 10-placeringer.

Bardet har også vist strålende form i 2016, hvor han eksempelvis blev nummer to i Criterium du Dauphiné efter Chris Froome og foran Alberto Contador. Forhåbningerne til et stort fransk resultat er rettet mod ham.

Warren Barguil, Giant-Alpecin Bliver det i år, at Barguil tager det næste skridt, eller er det et år for tidligt? Franskmanden blev folkehelt sidste år, da han gang på gang fightede sig tilbage til favoritterne på de hårde stigninger.

I år blev han nummer tre i Schweiz Rundt, men det skal også med, at feltet ikke var så stærkt som i Criterium du Dauphine. Mon ikke målet for franskmanden er ungdomstrøje og etapesejr.

Warren Barguil nyder et øjeblik i førertrøjen under Schweiz Rundt. (Foto: GIAN EHRENZELLER © Scanpix)

Thibaut Pinot, FDJ Det virker som om, at Pinot har manglet lidt holdbarhed siden sin podieplads i Touren 2014, men samtidig har han vist stor vinderstyrke, da han har hentet flere etapesejre. Senest en flot sejr på en bjergrig etape i Criterium du Dauphine, hvor han henviste landsmanden og rivalen Romain Bardet til andenpladsen.

Udgangspunktet for Pinot er selvfølgelig en topplacering i klassementet, men det kan ret hurtigt blive ændret til, at han vil jagte den prikkede bjergtrøje og så selvfølgelig etapesejre.

Italiensk magtkamp

Fabio Aru, Astana For den neutrale seer er spændingen størst omkring Fabio Aru. Sidste års vinder af Vuelta a España viser nemlig gang på gang skræmmende styrke i etapeløbene, men årets løb er hans debut-tour, og det plejer aldrig at være en nem opgave.

Samtidig kan den unge italiener formentlig mærke sin normale holdkaptajn (Nibali, red.) ånde i nakken efter at få opmærksomheden. Hvis Aru rammer sit topniveau, er han helt sikkert med om en podieplads, men en enkelt off-day kan ødelægge meget.

Fabio Aru i aktion under sidste års Giro d'Italia. (Foto: pool © Scanpix)

Vincenzo Nibali, Astana Normalt ville Nibali være blandt favoritterne til at hente Tour-sejren, som han var sidste år, og som han rent faktisk gjorde for to år siden. I år har Nibali dog kørt og vundet Giroen, hvilket gerne betyder, at det sætter en stopper for topformen i Touren.

Det store spørgsmål er, om Nibali vil tillade Astana at lægge fuld opmærksomhed på Aru, eller om han tror så meget på sine egne evner, at han vil kræve nogle af hjælperytternes opmærksomhed.

Den manglende X-faktor

Richie Porte, BMC Porte er en eminent klassementsrytter. Så længe løbet ikke er mere end to uger langt. Det har han vist så sent som i år, hvor han har hentet topplaceringer i de halvstore etapeløb. Han har dog manglet det sidste til at hænge med de bedste de lange grand tours.

Efter nogle år som Froomes løjtnant er Porte nu blevet forfremmet som delt kaptajn hos BMC, men man kan stadig have sin tvivl, om han kan stå distancen i alle tre uger.

Tejay Van Garderen, BMC Hvornår tager Tejay det sidste skridt? Det er et af de spørgsmål, der er blevet stillet flest gange i cykelmiljøet. Hvad er svaret? Ingen ved det. Amerikaneren viser i glimt sine evner, men det har også ofte vist sig ikke at være holdbart i længden.

I år deler han kaptajnrollen med Porte. Måske kan det ende med at være en fordel, at der bliver fjernet noget pres. I bedste fald kan han komme i nærheden af sin bedste placering i Touren fra 2014, hvor han bliver nummer fem.

Tejay van Garderen kunne tage et solidt stykke ost med hjem, efter han vandt 7. etape af Schweiz Rundt i år (Foto: GIAN EHRENZELLER © Scanpix)

Daniel Martin, Etixx-QuickStep I år har man set en side fra Daniel Martin, som man ikke har set før. Han er holdbar! I Criterium du Dauphine beviste han, at han er meget mere end bare eksplosiv, og det endte med en samlet tredjeplads.

Om det er ensbetydende med, at den irske rytter ligefrem kan holde et højt niveau i alle tre uger, vides ikke endnu, men det er bestemt realistisk, at der kan vente en top 10-placering, og han kan hente etapesejre.

Bauke Mollema, Trek Tre år i træk er det blevet til en top 10-placering for hollænderen i Touren. Sidste år blev han nummer syv, og selvom han næppe kommer til at hente den helt store topplacering, så er bundniveauet højt nok til, at han med sikkerhed ikke falder helt igennem.

Og måske har han fundet inspiration hos sin tidligere holdkammerat og landsmand Steven Kruijswijk, der var så tæt på den samlede sejr i Giro d’Italia, som man kunne komme.

Kaptajnernes stjerner

Alejandro Valverde, Movistar Valverdes rolle er klar. Han skal bakke fuldt ud om Quintana. Sidste år var det lidt et problem, at Movistar dobbeltsatsede og ikke rigtig turde angribe af frygt for at tabe en af kaptajnerne. Sådan bliver det formentlig ikke i år.

Valverde har dog en Giro i benene, så hans holdbarhed kan man muligvis sætte spørgsmålstegn ved. Eller kan man? Spanieren er trods alt en af de ryttere i verden, der er mest holdbare gennem en hel sæson.

Geraint Thomas, Team Sky Det er ikke helt forkert at tænke tanken, om der muligvis kan være en podieplacering i vente til den britiske hjælperytter. Hovedfokus er selvfølgelig at køre Froome til sejren, men sidste år så man, at Thomas sagtens kan køre med de bedste, selvom han agerer hjælperytter.

Spørgsmålet er så, om Thomas bliver den sidste mand for Froome, eller om han skal ofre sig noget tid før, fordi holdkaptajnen hellere vil have en mand som Landa eller Wout Pouls som sin sidste aflevering. Det kan få konsekvenser for Thomas’ klassementsforhåbninger.

Geraint Thomas skal hovedsageligt køre for Chris Froome, men det bliver spændende om waliseren selv kan køre en topplacering hjem (Foto: BENOIT TESSIER © Scanpix)

Mikel Landa, Team Sky Ligesom Geraint Thomas så er Landa selvfølgelig også 100 procent låst bag sin holdkaptajn i Froome, men der er ingen tvivl om spanierens kvaliteter. Han var den store favorit til at gå efter den samlede sejr i Giro d’Italia, men han udgik tidligt af løbet.

Det afhænger af, hvor meget Landa skal køre sig ud for Froome, men hvis han bare får den mindste frihed, så kan det sagtens blive til en top 10-placering og måske endda højere.

Facebook
Twitter