Tourspotting: Her er de bedste steder at se etaperne i Danmark

Se her, hvor du får den bedste oplevelse, når Tour de France-feltet rammer de danske landeveje.

Der er mulighed for at se rytterne på nærmeste hold, når Tour de France starter i Danmark. (Foto: Eric Gaillard/Reuters © Scanpix. Collage: Maria Eriksen Volthers)

En stille sommerdag i sofaen. Du blunder til et lydtæppe af naboens græsslåmaskine og Tour de France i fjernsynet. Det er der nok mange, der kender.

Men sådan skal det ikke være i år! For nu kommer alle verdensstjernerne forbi på nærmeste hold, og vi hjælper dig med at komme op af sofaen og ud på landevejene.

Spørger man den tidligere ruteansvarlige for den danske Tour-start, Jesper Worre, om ét godt argument for at begive sig ud i landet, falder svaret prompte:

- Man bliver simpelthen overrasket over, hvor stærkt de kører. Når de kører stærkt, kører de vanvittigt stærkt! Det er en oplevelse at se de der tosser køre forbi med den hastighed.

Bor du ikke langs ruten, og vil du gerne ud at opleve rytterne, stemningen og hele Tour de France-cirkusset kommer her en gennemgang af de bedste steder, du kan stå på de danske etaper.

Og så lige et råd fra den rutinerede ruteræv, Jesper Worre.

Du skal komme i god tid for at finde en plads. Lad bilen stå og benyt offentlig transport. Især i København, hvor det bliver noget nær umuligt at parkere bilen – endsige bevæge sig rundt på andet end to hjul.

1

Enkeltstart i København

Mads Pedersen har udtalt, at han går efter den gule trøje på en af de tre danske Tour-etaper. (Foto: BENOIT TESSIER © Ritzau Scanpix)

Første etape i årets tour starter foran Ørstedparken. Den første rytter ruller ned ad rampen kl. 16 – og de næste tre timer skal alle 176 ryttere ud på 13 kilometers kamp mod uret og mælkesyren. Det bliver en spektakulær åbning, og hvis du ikke lige bor langs ruten og kan kigge ud ad vinduet eller nyde løbet fra altanen, har Jesper Worre et godt råd til dig.

- Du skal finde et sving, hvor du kan kigge ned ad en langside. Så kan du se en rytter komme imod dig og køre væk igen. Når den første rytter er væk, kan du vende dig og se den næste komme imod dig. Der er kun et minut imellem dem, så de kommer hele tiden.

Normalt er enkeltstarter med lange lige stræk en lækkerbisken for feltets tempokonger, men på den københavnske rute er der indlagt et benspænd.

Det er ved Kastellet, hvor rytterne skal passere Den Lille Havfrue og Gefionspringvandet. En strækning der byder på både masser af sving og opbremsninger, og hvor rytterne bliver sendt væk fra vejen og op på en sti langs vandet.

- ASO ønskede selv den her sektion, som er rigtig vanskelig. De vil gerne have noget teknisk ind på ruten. Her ville jeg stille mig, hvis jeg selv kunne vælge. Det bliver et vildt sted at køre på en enkeltstartscykel, siger Jesper Worre.

På denne del af ruten er det også muligt at betragte rytterne fra vandet, hvis man har adgang til en båd. Der vil ikke være tilskuere på den side af rytterne, så man har godt udsyn fra vandsiden.

Den sidste del af etapen går hen over Amalienborg Slotsplads, inden rytterne skal vride de sidste kræfter ud af benene på vej mod Rådhuspladsen.

Hvor: Et skarpt sving, hvor du kan komme tæt på hegnet og få fuld valuta for pengene

Hvornår: Mellem klokken 16.00 og 19.00

2

Roskilde – Nyborg

Côte d'Asnæs Indelukke er klar til at modtage både ryttere og tilskuere på anden etape. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Storebæltsbroen har tilkaldt sig meget opmærksomhed ved Tour-starten i Danmark. Men det er lukket land for alle andre end rytterne og deres følgebiler. Derfor peger Jesper Worre på et andet sted, som det bedste at overvære anden etape.

- Bakkespurterne i Odsherred bliver fantastiske. Hele det område er fantastisk. Som tilskuer skal man stille sig på toppen af en stigning, og få udsigten ud over Sejerøbugten, siger han.

- Det er et sted, hvor der kan være nogen, der gør en forskel. Mads Pedersen har jo sagt, at han nok skal sørge for, at der bliver kørt cykelløb på denne dag. Det er jo hans træningsområde, så han er helt på hjemmebane.

Den lille by Høve bliver et cykelcentrum på denne dag. Feltet passerer byen hele to gange. Første gang på vej mod det nu franskklingende Côte d’Asnæs Indelukke, hvor tourens første bjergpoint uddeles.

Herefter kører feltet rundt og rammer Høve igen ti kilometer senere. Her kører de op ad stigningen på Veddingevej, hvor der er endnu en bjergspurt på toppen. Så hvis du skal fange rytterne to gange på en dag og måske se den prikkede bjergtrøje blive uddelt, er Høve dagens bedste bud.

Hvor: Høve, 4550 Asnæs – eller på toppen af en af de tre stigninger feltet passerer i området.

Hvornår: cirka klokken 13.55 rammer feltet Høve første gang, og cirka et kvarter senere kommer de atter forbi.

3

Vejle – Sønderborg

På vej ind i Sønderborg skal feltet krydse Christian X's bro, som i anledningen er blevet pakket ind. (Foto: Claus Fisker © Ritzau Scanpix)

Efter at rytterne er blevet transporteret over Fyn, skal de på tredje etape tilbagelægge 182 kilometer fra Vejle til Sønderborg. Ruten går ned langs den jyske østkyst og kommer igennem flere store byer som Kolding, Haderslev og Aabenraa.

Det er en etape, der indbyder til en massespurt i Sønderborg, og det er også her, Jesper Worre spår den bedste publikumsoplevelse.

- Jeg ville nok selv gå efter at finde en plads i Sønderborg, siger han

- Vi får et superflot indløb langs havnen og Sønderborg Slot. Når vi rammer Augustenborg Landevej, er der et skarpt sving 800 meter inden mål. Det ville være et godt sted at stå, hvis det ender i en massespurt, siger han.

Men opgiver man tanken om at komme til Als, kan man finde sig en plads i vejkanten ved Hejlsminde Strand cirka midt på ruten. Her kommer feltet helt ned til vandkanten, inden de skal forcere en lang bakke på vej væk fra byen.

- Det er superlækkert. Her ville jeg også gerne stå. Man kan se stigningen nede fra byen hele vejen op til spurten. Den er lang og lige, så man kan også stå på toppen og se ned i byen, hvor rytterne kommer over vandet.

Hvor: Hejlsmindebakken, 6094 Hejls

Hvornår: Kl. 15:00

Eller

Hvor: Augustenborg Landevej, 6400 Sønderborg

Hvornår: 17:20

Efter tredje etape tager rytterne sig en hviledag, inden Tour de France fortsætter i Frankrig.