VIDEO Fuglsang giver Lotto-rytter skylden for styrt

Fuglsang ramte en Lotto-flaske og gav Jurgen Van den Broeck skylden for sin nedtur på 13. etape.

Jakob Fuglsang var svært utilfreds, da han trillede i mål over en halv time efter vinderen på dagens 13. etape af Tour de France.

Astanas dansker styrtede på en nedkørsel før den sidste stigning og magtede ikke at kæmpe sig tilbage i feltet. Og han gav en bestemt konkurrent skylden:

- Der ligger pludselig en flaske midt på vejen, en Lotto-flaske, der ruller hen ad vejen og jeg rammer den skævt på. Jeg kunne ikke undgå den.

- Contador havde nok ret i, at man skal passe på Jurgen Van den Broeck (fra Lotto Belisol-holdet, red.), sagde Fuglsang.

Han havde fået en kraftig forbindring på venstre arm og havde desuden en masse hudafskrabninger.

Tour-lægen tilbød efterfølgende at komem ind i Astanas bus og se på skaderne, men det afviste Fuglsang.

Han kom ind lidt over en halv time efter vinderen og er nu helt ude af billedet i det samlede klassement. Til gengæld viste Astana-kaptajnen, Vincenzo Nibali, at han kunne klare sig uden dansk hjælp på den sidste stigning ved at sætte alle konkurrenter på plads og køre alene i mål.

FacebookTwitter