VIDEO Gilbert er udgået efter styrt: ’Han bandede og bandede’

Brian Holm fulgte nervøst med, da hans stjernerytter Philippe Gilbert tog turen ud over et stengærde på 16. etape i Tour de France.

Nedkørsler kan være noget af det mest fascinerende i cykelsport, når de krydser 80-100 km/t og tager sving med en nemhed. Men det kan også være noget af det mest skræmmende, når teknikken svigter, og de ryger i jorden på den ene eller anden måde.

Quick Step-Floors-profilen Philippe Gilbert bragte tirsdag et gys igennem alle, som fulgte med på etapen. På nedkørslen af Col de Portet d’Aspet mistede han kontrollen over cyklen og røg direkte ud over et stengærde og nogle meter ned.

- Vi hører kun ’styrt’, og der spørger vi nogle gange, om han skulle bruge flasker, hjul eller cykel, men når der ikke er svar, så er det aldrig godt. Man håber så på, at det er radioen, han har smadret, men da jeg så det her stengærde, tænkte jeg, at det godt kunne være noget skidt, forklarer hans sportsdirektør Brian Holm.

- Der blev jeg rigtig nervøs, siger han.

Netop nedkørslen på Col de Portet d’Aspet er berygtet i cykelhistorien for et tragisk moment. Det var nemlig der, at Fabio Casartelli styrtede og mistede livet tilbage under Touren for 23 år siden.

- Jeg kigger ned og tænker, at der var virkelig langt. Der var nogen, som allerede var kommet derned. Jeg ser så hans hoved komme op, og han bandede og bandede og bandede. Der vidste jeg, at han var ok. Man er frisk, hvis man bander så meget, forklarer Brian Holm.

Gilbert kom på cyklen igen og kørte faktisk de godt 60 kilometer til målstregen. Men efterfølgende står det klart, at det var den sidste etape fra ham i årets løb. Selvom han ikke har nogle knogler brækket, så er hans ene ben så slemt forslået, at han ikke kan fortsætte.

- Jeg var skræmt, da det var ret dybt, og jeg landede på min ryg. Der jeg kiggede rundt, så jeg kun sten. Jeg troede, at jeg havde brækket alt, og jeg turde ikke bevæge mig først. Jeg faldt nede omkring fire meter, forklarer belgieren selv ifølge Het Nieuwsblad.

Det belgiske medie beskriver også, at han efterfølgende gik ind i bussen for at se styrtet selv for første gang, hvorefter han kom ud meget rørt og beskrev, hvor heldig han havde været, at det ikke var gået helt galt.

Philippe Gilbert blev kåret til den mest angrebsivrige rytter på dagens etape.

Facebook
Twitter