VIDEO Lars Bak i asfalten: En modbydelig start

Danske Lars Bak var en tur i asfalten på dagens etape i Tour de France, og det blev derfor en hård dag på landevejene.

Lars Bak havde en hård 14. etape efter et tidligt styrt.

Årets 14. etape i Tour de France blev hårdere end ellers forventet for den danske Lotto-Soudal-rytter Lars Bak. Silkeborgenseren måtte en tur i asfalten tidligt på etapen.

Også holdkammeraten, André Greipel, var nede at ligge, og de to måtte sammen kæmpe sig tilbage til feltet.

- Det var en modbydelig start. Mig og Greipel styrter til at starte med og kæmper 20 kilometer blandt bilerne. Der var vild panik, det var rigtig hårdt med vinden, og feltet var sprængt i flere grupper, siger Lars Bak.

- Der er et kæmpestyrt. Jeg når egentlig at få bremset op og lænet mig op ad nogen, men så kommer de bare med smæk på bagfra, og jeg får sådan ’en begynder’ på benet med kæden og slår albuen og ryggen lidt.

Den grønne trøje er langt væk

Bak understreger dog, at han ikke har slået sig alvorligt i styrtet. Værre var det for Greipel, der på dagens etape også kunne se Peter Sagan udbygge føringen i pointkonkurrencen.

Dermed ser det svært ud for tyske André Greipel at kunne indhente slovakiske Sagan, der har vundet trøjen de seneste tre år.

- Greipel havde nok med bare at få kæmpet sig tilbage, og Sagan var lige som kørt. Nu må vi se i morgen, om der bliver noget, eller om det også bliver et mindre felt, der skal spurte. Ellers er det Paris med Greipel, og hvis han kan vinde der, er det også godt. Den grønne trøje er langt væk lige nu, siger Bak.

33-årige André Greipel har aldrig før vundet den grønne pointtrøje. Tættest var det på med en andenplads i 2012 samt en plads som nummer tre ved sidste års Tour de France.