20. etape: De 21 hårnålesving afslutter eksplosiv etape

I dag køres den sidste alvorlige etape af årets Tour de France, og man kan godt tillade sig at glæde sig.

I dag gælder det sidste 'rigtige' etape inden Paris: Alpe d'Huez.

Tre ugers cykelløb er snart forbi. Det er selvfølgelig med lidt vemod, men inden tristheden rammer os, kan vi nyde en etape, hvor antallet af angreb kommer til at overgå alle andre etaper, vi har oplevet i årets Tour de France.

Etapen er nemlig med sine kun 110 kilometer meget kort, og derfor har klassementsrytterne ikke lige så stor frygt for at gå kold, som man måske har oplevet på de tidligere etaper.

Den lange opstigning over Col de la Croix de Fer skal overstås, så kommer den lange nedkørsel til Bourg d'Oisans, inden legendariske Alpe d'Huez presser den sidste syre frem i benene. Og netop den syre kan fremtvinge større tidsforskelle end tidligere i Touren.

Det bliver ikke mere eksplosivt

Den korte distance opildner ryttere til at sætte alt på et bræt. Man så det i 2011, hvor Alberto Contador ligesom i år allerede havde tabt Touren, men det holdt ham ikke fra at gå angrebsamok. Dengang angreb han allerede på Col de Galibier, og selvom Pierre Rolland snød ham for etapesejren, så viste spanieren, at det kan lade sig gøre.

Måske har Nairo Quintana set netop den video igennem og taget ved lære til dagens etape. Der er i hvert fald behov for, at han angriber tidligere end Alpe d'Huez, hvis han skal hente de 2.38, som han er bagefter Chris Froome.

Man har tidligere set ryttere gå helt i stå på lange og høje stigninger som Col de la Croix de Fer, men på det punkt har Froome ikke vist svaghedstegn i år. Dog må det være en tanke for Movistar Team at isolere ham allerede der, som man så han blev i går på selvsamme stigning.

Kampene i kampen

Udover kampen om førertrøjen er der mange andre ting, som kommer til at spille en rolle. Duellen om de sekundære placeringer kommer til at spille en rolle. Primært er det selvfølgelig den sidste podieplads, som der bliver kæmpet om. Alejandro Valverde er presset af Vincenzo Nibali, og det kan tvinge Movistar Team til en defensiv taktik.

Derudover er der en del ryttere, som vil kæmpe for at ende i top 10. Andrew Talansky og Samuel Sanchez øjner muligheden for dette.

Så er der selvfølgelig kampen om bjergtrøjen. Joaquim Rodriguez har virkelig manglet et gear de seneste etaper, og det bliver svært for ham at være en del af kampen. Jakob Fuglsang er ligeledes i en svær situation.

I stedet bliver det en kamp mellem Romain Bardet og Chris Froome. Med 50 point på toppen af Alpe d'Huez peger det meget på, at Froome bliver dobbelt trøjevinder, men Bardet har altså imponeret de seneste dage, så det bliver spændende.

Drømmen om Alpe d'Huez

Den sidste kamp er selvfølgelig om etapesejren. Alle har en drøm om at vinde på Alpe d'Huez og få sit navn på et af svingene sammen med flere store legender. På grund af den eksplosive etape bliver tempoet aldrig sat ned, så der kommer næppe et udbrud afsted med et stort hul.

I stedet må man forvente, at det er de absolut største navne, der kommer til at kæmpe om etapesejren. Chris Froome og Nairo Quintana er selvfølgelig de bedste bud.

Udover dem kunne Rafal Majka sagtens være en mulighed. Alberto Contadors klassementsdrømme er gået helt i stykker, og måske kan polakken få lidt frie hænder til at angribe. Til sidst må man ikke glemme de franske klatrere. Christophe Riblon og Pierre Rolland er de seneste vindere på Alpe d'Huez.