VIDEO Historisk sejrherre blæser på rekord: 'Jeg tænker mere på min nye niece'

Mark Cavendish tog sin 29. etapesejr på dagens etape og overhalede legendariske Bernard Hinault.

Mark Cavendish er nu den næstmest vindende rytter i Tour de France nogensinde.

En stor hæder for de fleste, men for sprinterkongen fra de britiske øer, så var det noget helt andet, der fyldte i tankerne.

- Nå ja, det (rekorden, red) tænkte jeg slet ikke på. Jeg tænker mere på min lillebror, som fik en lille pige i går, så jeg vil gerne dedikere min sejr til min nye lille niece Darcy, siger den sympatiske etapevinder.

Det er nu kun belgiske Eddy Merckx, der har vundet flere etaper i Tour de France end Mark Cavendish.

Han har vundet hele 34 sejre, mens Cavendish nu ligger på 29 - lige foran franskmanden Bernard Hinault med 28 etapesejre i verdens største cykelløb.