VIDEO Seks bøger på 20 dage: Touren er ren læseferie for dansk debutant

Christopher Juul Jensen kan godt lide at læse bøger, rigtig mange bøger, når han ikke sidder på sin cykel i Tour de France.

Forestil dig at køre omkring 200 kilometer om dagen i små 21 dage i træk. Læg dertil interviews med journalister både inden og efter løbene, morgenmad, aftensmad, taktikmøder og massageseancer – hver dag.

En pakket dag, der ville tage pusten fra de fleste.

Men ikke Christopher Juul-Jensen. Oven i alt det ovenstående læser han nemlig. Han læser rigtig meget. Siden starten på Tour de France for 20 dage har Orica-Bikeexchange-rytteren læst seks bøger:

-Jeg læser en del. Jeg har skåret ned på mit internet og sociale medie-forbrug ned og fokuseret på at slappe af ved at læse, siger Juul-Jensen.

Både dansk og engelsk

Den danske Tour-debutant er vokset op i Irland og læser derfor både på dansk og engelsk.

-Jeg har læst mange bøger på engelsk. Men jeg har også læst sociologen Erving Goffman 'Hverdagslivets rollespil', og Daniel Denciks 'Grand Danois' har jeg læst på dansk, og ellers har jeg læst Hemingway og George Orwell på engelsk.

Men hvorfor alt det læseri?

-Det er en god måde at få en tung søvn på. Jeg prøver at koble fra ved at læse i stedet for at bruge internettet, siger Juul-Jensen.

Christopher Juul-Jensen og resten af Tour-feltet har blot to etaper tilbage. Spørgsmålet er vel, om det er tid nok til lige at tygge sig igennem endnu en bog.