VIDEO Suveræn tempospecialist sætter alle på plads

Tom Dumoulin vinder sin anden etapesejr, mens Froome udbygger sin samlede føring.

Hollandske Tom Dumoulin er en fremragende enkeltstartsrytter. Det viser han med al tydelighed på fredagens Tour de France-etape, der strækker sig over 37,5 kilometers solokørsel.

Det er årets første enkeltstart – men Dumoulins anden etapesejr. Han vinder i tiden 50 minutter og 15 sekunder. Det er over et minut hurtigere end nummer to, Chris Froome.

Selv ikke Chris Froome i den gule trøje kan følge med enkeltstartsspecialisten. Han kommer ind på andenplads og glæde sig over, at han udbygger føringen i det samlede klassement. Nu er han 1 minut og 47 sekunder foran Bauke Mollema.

Froome var favorit

Inden den kupperede enkeltstart blev Chris Froome udråbt som favorit af DR Sportens cykelkommentator Henrik Fallesen, især på grund af stigningerne på ruten.

Men Tom Dumoulin kan også kører opad. Det viste han forleden på Andorre Arcalis, hvor han også kørte solo i mål, og det viser han igen på enkeltstarten. Hollænderen er første mand ved alle mellemtider, og ved den sidste mellemtid er han næsten 48 sekunder foran Froome.

Da Froome først når målstregen, er afstanden nogenlunde faktisk øget. Derfor vinder Dumoulin etapen med 1 minut og 3 sekunder ned til Chris Froome.

Sådan ser top 10 ud på dagens etape. (Foto: © Mikkel Asferg Andersen DR)

Chris Froome kan dog glæde sig over at han er den klart hurtigste mand i toppen af klassementet. Derfor udbygger han sin føring og cementerer, at han sammenlagt er løbets bedste rytter.

Kedelig danskerdag: Bak måtte skifte cykel

I den mere kedelige ende finder vi de danske ryttere. Heraf er Michael Valgren den bedste med tiden 56:16.

På den værste position, sidstepladsen, har vi Chris Anker Sørensen. Han slutter som den allersidste i hele feltet med tiden 1:01:33.

De mindre gode danske tider er der flere grunde til. Eksempelvis er Lars Bak ude i et cykelskifte, inden han når over stregen.

- Jeg måtte skifte cykel, ellers havde jeg slået mig selv ihjel. Er du sinddsyg, mand. To gange var jeg på vej ud i stenene – jeg kunne slet ikke holde den (cyklen), siger Lars Bak.

Christopher Juul Jensen slutter midt i danskerfeltet, fordi han havde fået besked på at tage den vindblæste dag som en hviledag.

- I er i hvert fald ikke blæst væk af min indsats, det håber jeg ikke.

- Alle på nær Yates fik besked på at betragte det her som en hviledag, for at sørge for at han stadig har den hvide trøje i morgen, som vi skal ud og forsvare.

Sådan slutter danskerne på Tourens første enkeltstart. Tiden til højre er afstanden op til vinderen Tom Dumoulin. (Foto: © Mikkel Asferg Andersen DR)