Touren rykker tættere på Danmark

Hidtil har logistikken ved at begynde Touren i Danmark været problematisk, men det er nu løst.

Tour-feltet lægger muligvis vejen forbi Danmark i 2021. (Foto: BENOIT TESSIER © Scanpix)

Løbsdirektøren for Tour de France, Christian Prudhomme, har tidligere udtrykt bekymring over de logistiske udfordringer ved at skulle fragte hele løbet mellem Danmark og Frankrig.

Men ser nu ud til at være blevet løst ifølge Københavns overborgmester, Frank Jensen, og vejen er banet for, at det franske etapeløb kan komme til Danmark i 2021.

- Det har været en logistisk udfordring, men den er nu overvundet efter min samtale med Prudhomme i aftes, for der tilkendegav han, at de var indstillet på at lave en ekstra hviledag, og har også fået accept til det af den internationale cykelunion (UCI), siger Københavns overborgmester, Frank Jensen.

En af hovedmændende bag arbejdet, den tidligere professionelle cykelrytter, Alex Pedersen, vurderer, at det franske etapeløb et tæt på at komme til Danmark.

- Der er ikke skrevet en kontrakt endnu, men det er positivt, og vi arbejder fortrøstningsfuldt videre, siger Alex Pedersen.

- Vi tolker det sådan, at vi står ved 1000 meter-mærket, der er medvind, og vi har et forspring. Så er spørgsmålet jo så, om vi holder hjem til målstregen.

Tourens startby bliver som regel offentliggjort to år forinden løbets begyndelse, og derfor forventes en endelig udmelding i første kvartal af 2019.

Hvis det lykkes at bringe Touren til Danmark, vil det være den anden Grand Tour, der kommer til landet, efter Giro d'Italia lagde vejen forbi Herning i 2012.

Facebook
Twitter