Tyler Hamilton: Tror ikke Rolf er ren

Den tidligere professionelle cykelrytter siger nu direkte, at han anser det som usandsynligt, at Sørensen har vundet sine Tour-sejre uden brug af doping.

Tyler Hamilton mener, at op til 80 procent af rytterne i feltet for ti år siden var dopede - heriblandt Rolf Sørensen. (Foto: Asger Ladefoged © Scanpix)

Den tidligere professionelle cykelrytter Tyler Hamilton siger nu direkte, at han anser det som usandsynligt, at Rolf Sørensen har vundet sine sejre i Tour de France uden brug af doping.

- Det ville overraske mig meget, siger Hamilton i et interview med Deadline, som vises søndag aften klokken 22.30.

Tyler Hamilton har netop udgivet bogen 'Det hemmelig løb', hvor han i detaljer beskriver hvor omfattende brugen af doping var i cykelsport, da han selv var aktiv i 1995-2008.

Mener 80 procent af rytterne var dopede

I bogen rejses der alvorlige anklager mod Lance Amstrong for systematisk brug af doping. Også Bjarne Riis beskyldes for som hold-ejer at have skubbet på sine ryttere for at anvende doping og blandt andet sætte Hamilton i forbindelse med den berygtede doping-læge Dr. Fuentes.

I forbindelse med vurderingen af Rolf Sørensen i Deadline fortæller Hamilton, at det er hans opfattelse at op til 80 procent af rytterne i feltet for ti år siden var dopede.

Deadline har forsøgt at få en kommentar fra Rolf Sørensen men uden held.

Facebook
Twitter