Tyler: Sådan mødtes Riis med Fuentes

I et større interview med DR fortæller Tyler Hamilton for første gang i detaljer om, hvordan Bjarne Riis mødtes med Eufemiano Fuentes.

Tryk på playknappen herover og se interviewet med Tyler Hamilton i 21 Søndag

I 2007 stod Bjarne Riis efter mange års pres fra omverdenen omsider frem og erkendte, at hans Tour de France-sejr i 1996 og andre store præstationer var kørt i hus med forbudte stoffer i kroppen.

Men noget tyder på, at det ikke kun var som rytter, at Bjarne Riis har haft kontakt med og interesse for doping. DR har mødt Tyler Hamilton, og her fortæller han for første gang i detaljer om, hvordan han sammen med Bjarne Riis mødte den omstridte spanske læge Eufemiano Fuentes, der i 2006 var centrum for Operación Puerto.

- Riis vidste alt om, hvad jeg foretog mig med Fuentes. Han ville gerne vide alt. Og det var ham, som introducerede mig for Eufemiano Fuentes og gav mig kontaktoplysningerne på ham, fortæller Tyler Hamilton til DR.

Talte ofte med Riis om doping

Bjarne Riis, der nu er holdejer for Saxo Bank - Tinkoff Bank, har gentagne gange holdt fast i, at han aldrig har mødtes med Fuentes, har haft kontakt med ham og intet kender til doping på sit hold. Men de udsagn punkterer Tyler Hamilton.

- De HAR mødtes. Jeg husker en episode fra 2002 - jeg tror det har været i april - hvor Fuentes, Bjarne og var i det samme hotelværelse i Spanien. Jeg kan stadig huske, hvordan hotellet ser ud. Bjarne ville gerne mødes med ham, men bagefter var Fuentes en smule sur over, at Bjarne kom med. Jeg tror, at Fuentes gerne ville holde det så privat som muligt, siger Hamilton.

Riis' kendskab til Hamiltons samarbejde med dopinglægen begrænsede sig dog på ingen måde til et enkelt møde, understreger Hamilton.

- Hver gang vi (Tyler og Riis red) så hinanden til løb eller på træningslejre, snakkede vi om det. Men aldrig foran andre. Vi holdt det altid for os selv. Vi prøvede også ikke at tale om det i telefonen, for det var svære tider, da politiet begyndte at interesse sig for det, siger Hamilton.

I løbet af sin karriere skønner Tyler Hamilton, at han har brugt mindst 100.000 euro på doping. Dog har han aldrig følt sig presset af Bjarne Riis til at dope sig. Det var hans egen beslutning, selvom Riis havde en agenda med at give Hamilton kontaktoplysningerne på Fuentes.

- Grunden til at Bjarne gav mig de informationer om Fuentes, var så jeg kunne begynde med bloddoping. Det var ikke for at få epo eller noget andet. Fuentes kunne også skaffe epo og testosteron, men den store udfordring var at håndtere transfusionerne, tage blodet ud, opbevare det sikkert og få det transporeret fra A til B, forklarer Tyler Hamilton.

Farlig plan i Giroen

Netop udfordringerne med at transportere blodet kom til udtryk i 2002 under Giro d'Italia, skriver Hamilton i sin bog. Sammen med Bjarne Riis lagde Hamilton en dristig plan. Før løbet fik Hamilton tappet en pose med blod, og efter en etape i den første uge af løbet skulle blodet tilbage i amerikanerens krop.

Men af frygt for det italienske politi, havde Hamilton - med Riis' kendskab - forinden lejet en lejlighed i Monaco. Med sin ekskone som chauffør kørte Tyler Hamilton iklædt solbriller og en kasket trukket langt ned i panden væk fra Giro d'Italia-feltet og til Monaco, hvor han fik en blodtransfusion. Herefter kørte de samme dag tilbage til Italien og cykelfeltet.

- Bjarne fortalte mig, at han selv havde fået blodtransfusioner, så han vidste, hvordan kroppen reagerede på det. Jeg kan huske, at han fortalte mig, at dagen efter en transfusion er man sommetider ikke på toppen. Og det tog typisk 2-3 dage, før man begyndte at føle sig virkelig god. Det hjalp mig til at komme igennem den første dag efter en tranfusion, at jeg kunne huske Bjarnes råd, lyder det fra Hamilton.

Kunne godt lide Riis

Egentlig har han ikke lyst til at fortælle alle disse ting om Bjarne Riis. Eller nævne andre navne. Men Hamilton insisterer på, at det er hans pligt at hjælpe cykelsporten videre fra det, som han selv gang på gang kalder for 'de mørke dage'.

- Hvis jeg mødte Bjarne i dag, ville jeg sige til ham, at jeg er ked af det. Men det er, hvad jeg var nødt til at gøre. Cykelsporten fortjener sandheden, tilhængerne fortjener sandheden. Bjarne Riis er en god fyr, og han gjorde en masse gode ting for mig. Det var de bedste år i min karriere, da jeg kørte for ham i 2002 og 2003. Jeg kan lide Bjarnes karakter og den måde, som han tænkte ud af boksen på, siger Hamilton.

Med Fuentes og tilsyneladende Riis' hjælp vandt Tyler Hamilton blandt andet Liege-Bastogne-Liege, Romandiet Rundt og blev samlet nummer fire i Tour de France i 2003.

Facebook
Twitter