Tysk tempokonge blev verdensmester i karrierens sidste løb. Nu trykker han bremsen i: ’Føler mig ikke sikker længere’

Den tyske tempospecialist Tony Martin stopper karrieren efter 14 år i professionel cykling.

Efter 14 år som professionel cykelrytter har Tony Martin kørt sit sidste løb. (Foto: MARCO BERTORELLO © Ritzau Scanpix)

Han går under navnet ’Der Panzerwagen’ i hjemlandet Tyskland.

Men selvom han, som navnet tilkendegiver, er noget så hårdfør på jernhesten, så er frygten for slemme styrt den primære årsag til karrierestoppet.

Den 36-årige Jumbo Visma-rytter har både verdensmesterskaber og store etapeløbssejre på CV’et, men risikoen ved at være professionel cykelrytter er blevet for voldsom de seneste år. Det fortæller han til sit holds hjemmeside.

- De slemme styrt dette år har fået mig til at overveje, om jeg er villig til at fortsætte med de risici, som sporten indebærer. Det har jeg besluttet, at jeg ikke vil.

- Især fordi løbssikkerheden ikke er blevet forbedret til trods for mange diskussioner om ruter og barrierer, siger Tony Martin.

Den tyske tempokonge var involveret i flere styrt under årets uheldsprægede Tour de France og måtte også udgå undervejs på 11. etape. Men onsdag var han oppe på hesten igen.

I sit absolut sidste løb som professionel cykelrytter vandt han nemlig onsdag verdensmesterskabet i ’mixed relay’, der er en holdtidskørsel, hvor både mænd og kvinder deltager.

Tony Martin (i midten) fejrer med det tyske 'mixed relay'-hold efter at have vundet verdensmesterskabet. (Foto: ERIC LALMAND © Ritzau Scanpix)

Efter at have triumferet i sit sidste løb reflekterede tyskeren på det efterfølgende pressemøde over karrierens op- og nedture. Og her kom han igen ind på de mange risici, man tager som cykelrytter.

- To gange har jeg ligget i en ambulance fuld af blod og smerter. Som 36-årig med to døtre begynder man at stille spørgsmål ved, om det virkelig er det værd.

- Jeg føler mig ikke sikker på cyklen mere, hvis jeg skal være ærlig. Det var ikke sjovt for mig at køre løb mere, når jeg altid tænkte over at undgå styrt. Jeg har stadig passion for cykling, men jeg har ingen passion for at tage risici i løb, og derfor siger jeg farvel, inden der sker noget alvorligt med mig, siger Tony Martin.

’Intet har ændret sig’

Efter 14 år i professionel cykling er det nu slut for den tyske tempomaskine. Men hans kamp for øget sikkerhed på landevejene startede for efterhånden længe siden.

- Jeg har kæmpet for det her i mere end ti år, og det viser, at intet har ændret sig. Det går snarere den modsatte vej.

’Styrt er en del af cykelsporten’, ville tyskerens kritikere nok pege på. Men han er langt fra ene mand om at have denne holdning.

På tredje etape af årets Tour de France måtte flere store profiler i en tur i asfalten som følge af et massestyrt på de afsluttende kilometer. Vejene var smalle og teknisk svære og midt i den intense positionskamp røg en stor del af både sprintere og klassementsryttere i asfalten.

Efterfølgende rettede flere af rytterne en skarp kritik i arrangørerne af verdens største cykelløbs retning. Afslutningen var for farlig og kunne have være undgået ved, at sluttiden skulle tages fem kilometer før mål.

Og det er netop sådanne afslutninger, den 36-årige tysker vil have gjort noget ved.

- Jeg kan bare bede forbundene om at arbejde videre med det. Det kommer ikke til at påvirke min karriere mere, men det vil påvirke de mange unge ryttere, og jeg håber, der sker noget, så vi ikke ser så mange slemme styrt mere, siger Tony Martin.

Netop den konstruktive kritik af denne type afslutning, mener DR Sportens cykelekspert, Brian Nygaard, er berettiget.

- De havde lagt en rute, hvor det næsten mere var reglen end undtagelsen, at der ville ske styrt. Der var simpelthen ikke plads til at køre cykelløb på den måde, som man gør i Touren.

- Klassementsrytterne har ikke noget at gøre i en spurt, men det er de jo nødt til for at holde sig fremme. Og det kunne man imødekomme ved at neutralisere tiden mere specifikt.

Men selvom kritikken af farlige afslutinger er berettiget, er cykeleksperten dog også overbevist om, at der er fremgang at spore, når det kommer til rytternes sikkerhed.

- Under alle omstændigheder er det noget, der får meget mere opmærksomhed nu, end der har været førhen. Jeg synes, der er sket rigtig meget. Det er ikke kun ruten, men også nogle gange vejret, der gør, at der sker styrt, og her er der jo kommet den her extreme weather protocol (sammenslutning af ryttere, holdledere og arrangørerer, der beslutter, om vejret er for risikabelt at køre i), der er et godt tiltag, siger Brian Nygaard.

Facebook
Twitter