UCI-rapport: Kan ikke bekræfte Rasmussens beskyldning

Michael Rasmussen finder det paradoksalt, at der bliver sået tvivl om hans troværdig af UCI.

Michael Rasmussens anklager mod UCI-dopingkontrollant modsiges i ny dopingrapport. (Foto: DR Sporten © DR Sporten)

Mens den internationale cykelunions, UCI, øverste ledelse står for skud i dagens dopingrapport, frikender den samtidig en af unionens dopingkontrollanter.

Danske Michael Rasmussen har anklaget UCI-kontrollanten Mario Zorzoli for at opfordre Rabobanks tidligere læge Geert Leinders til at bruge et præparat, DHEA, fra dopinglisten.

- Mr. Rasmussen har udtalt, at dr. Leinders i enten 2004 eller 2005 fortalte ham, at Mario Zorzoli anbefalede Leinders at bruge præparatet DHEA, fordi "alle de andre hold også brugte det," står der i rapporten fra CIRC, kommissionen bag dagens dopingrapport.

Disse beskyldninger mod Zorzoli har CIRC dog ikke kunnet få bekræftet efter grundig undersøgelse.

Rasmussen kritiseres

CIRC kritiserer desuden Rasmussen for sine beskyldninger, der - ifølge kommissionen - er uacceptable, baseret på rygter, samt ikke har givet Zorzoli tilstrækkelig mulighed for at svare tilbage.

Det har ikke været muligt for DR Sporten at få en kommentar fra Michael Rasmussen, der har ladet sig interviewe af netop CIRC i forbindelse med udfærdigelsen af dagens rapport, men til Veloropa siger han:

- Jeg synes måske det er lidt paradoksalt, at nu har jeg fortalt alle mulige ting under ed, og stort set altsammen er blevet brugt i forskellige sager og sidenhen bekræftet som værende troværdigt. Men når jeg så fortæller noget om en ansat hos UCI, så er det bare løse rygter, siger Michael Rasmussen altså til veloropa.dk