Valgren om sit livs cykelkrise: 'Vidste ikke, om jeg skulle hjem og være postbud'

Pludselig gik det ad helvede til. Efter sejre i nogle af cykelsportens største klassikere har Michael Valgren i to år ikke kunnet vinde et cykelløb.

(Foto: BENOIT TESSIER © Scanpix)

Michael Valgrens hånd er skåret op, og han kan se direkte ind til knoglerne igennem hud, fedtvæv og sener. Lige oven på én af knoglerne er der et fremmedlegeme: en skinne af metal. Den er sat fast med skruer, der borer sig ind i hans splintrede finger.

Billedet er taget under den operation, Valgren måtte igennem, efter han i februar styrtede i årets første løb. I spurten var han nødt til at knalde bremserne i, så han fløj ud over styret og knuste to fingre.

- Det var helt sikkert ubehageligt. Jeg tror aldrig, det har været sjovt at brække knogler, siger Michael Valgren og gnægger lidt – der skal mere end par brækkede fingre til at skræmme livet af en fiskerknægt fra Thy.

Valgren har to metalskinner i sin hånd. De er sat fast med 26 skruer, og de kommer aldrig ud igen. De sidder der også, når han i dag skal køre klassikeren Amstel Gold Race med håbet om et stort resultat.

- Men det generer mig ikke. Når jeg har været ude at køre, hæver min hånd, og så bliver fingrene stive. Men nær hævelsen går væk, så har hånden det fint, siger han.

Uheldet var en kæp i hjulet på dét, der skulle være en kickstart af Valgrens karriere på EF Education-holdet efter to dybt frustrerende og sejrsløse år på sydafrikanske NTT, hvor han ellers var købt ind som den store stjerne. Derfor stak det også dét mere, da det først lød fra lægerne, at der måske ville gå måneder, før han igen kunne køre på landevejen.

- Åååårh, udbryder Valgren, da han tænker tilbage på styrtet.

- Det var mega frustrerende. Jeg ville så gerne vise mig frem. Bagefter var jeg sådan: ”Fuck, hvad sker der nu? Hvor længe er jeg ude? Får jeg langvarige mén?" Jeg havde aldrig været skadet før, så der var mange tanker.

Det måtte bare ikke gå galt nu, hvor han havde fået en ny chance.

- Jeg måtte ikke grave mig ned i et dybt hul. Jeg skulle prøve at se positivt på tingene.

Jagten på en dårlig undskyldning

Hvorfor kan jeg ikke vinde? Hvad gør jeg forkert? Spørgsmålene har Michael Valgren stillet sig selv om og om igen i de to år, hvor han har kørt for NTT.

- Jeg spekulerede rigtigt meget på det. Også for at prøve at finde en undskyldning. Men jeg fandt det aldrig, siger han.

I 2018 havde Michael Valgren stået på toppen af sin karriere. Han havde for Astana triumferet i først Omloop Het Nieuwsblad, derefter i dagens klassiker Amstel Gold Race, og året var blevet sluttet af en med en stærk 7. plads på en modbydeligt hård VM-rute i Østrig.

Træningstur efter træningstur var han blevet en af verdens stærkeste cykelryttere.

- Det var helt sikkert en forløsning, siger han.

- Jeg var taget til Astana for at få lov til at køre min egen chance. Jeg ville bevise, at jeg var en vinder, og det gjorde jeg.

Hvorfor var det vigtigt for dig?

- Jeg havde kørt hele min karriere på Saxo Bank indtil da som hjælper. Jeg havde drømt om at vinde nogle store cykelløb. Og jeg fik nogle sejre, jeg altid vil være stolt af.

Valgren anno 2018 var brølstærk. Men mest af alt var han snu. Han havde overskud til at putte sig i cykelløbene, spare på kræfterne og angribe på de rigtige tidspunkter. Selv peger han på kombinationen af god form, uopmærksomhed fra de andre favoritter og held som opskriften på sin succes.

- Du kan være nok så stærk, men er du uheldig, at alle dine angreb bliver lukket, så er dine tændstikker brugt. Og jeg havde nok bare lidt større chance for at køre væk end de store stjerner, som der blev kigget mere på.

Held eller ej. Valgren var ikke klar til at slå røven i sofaen og smække benene op. Han ville være bedre. Derfor skiftede han til Sydafrikas bedste mandskab, hvor de var klar til at bygge holdet op om ham i klassikerne. Et stort pres for en genert ung mand uden stor ledererfaring.

- Jeg skulle helt sikkert vænne mig til at være kaptajn. Det gik ikke som præsten prædikede, og jeg havde ikke superbenene fra året før. Det er hårdt at være en ”stjerne” uden at køre som en stjerne i cykelløbene – selvom jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at komme på toppen og trænede vanvittigt meget.

Bægeret flød over i kaosår

Lavpunktet nåede han i 2020. I et cykelår, der blev splittet i atomer af corona, halsede Valgren konstant efter sin form. Hver gang, den næsten var der, blev han ramt af uheld.

- Det er helt klart det værste år, jeg har haft både fysisk og mentalt, siger han.

- Der skete meget i mit liv, og det var hårdt. Der var næsten ingen resultater overhovedet. Det var faktisk kun ved VM, at jeg kørte godt (Valgren blev nummer 11, red.). Jeg følte mig vildt godt kørende igen. Og så styrtede jeg i Liége-Bastogne-Liége lige bagefter og trykkede mine ribben.

Det var den største krise, Valgren har haft på cyklen. En kaossæson, som han kalder den.

  • Michael Valgren efter et styrt i 2020-udgaven af Liege-Bastogne-Liege. (Foto: KRISTOF VAN ACCOM)
  • Omloop Het Nieuwsblad i 2020. Michael Valgren sluttede som nummer 21. (Foto: DAVID Stockman © Represented by ZUMA Press)
1 / 2

Valgren trænede. Knaldhårdt. Når man ser en cykelrytter udefra, der lige pludselig ikke leverer, kan det være nemt at tænke: Nå, han dovner den nok og spiser for meget kage.

For Valgren er problemet det omvendte. Han har en tendens til at overtræne, og da corona lukkede cykelåret ned, fik den bare endnu en skalle. Der ”flød bægeret nok over”.

- Det er svært for mig at holde pauser. Jeg elsker at cykle mere og mere, som årene går. Jeg skal nogle gange se det mere som et arbejde end en hobby og være bedre til at få hvilet, siger han.

- Det er et drug for mig at komme ud. Jeg har en fed dag, når jeg slår mig selv derude. Kører bedre end jeg skal i mine intervaller, kører længere og hurtigere. Det giver mig mega meget motivation og selvtillid. Men det er altså ikke altid meningen med træning.

Røven i vandskorpen

Axel er kravlet ind i et legehus og har sat sig ved et rat, der ikke styrer meget andet end purkens levende fantasi. Den stolte far tager et foto.

- Vi er tidligt på legepladsen i dag, skriver Michael Valgren og sender en sms med billedet.

Det er halvandet år siden, at han blev far for første gang. En lykkelig, skræmmende og udfordrende tid. Særligt, fordi Axel blev født seks uger for tidligt.

- Vi skulle være fløjet hjem til Danmark til fødslen, men vi blev fanget i Monaco og var helt alene dernede. De første 20 dage med ham var vi på hospitalet. Kort efter kom corona, så vi kunne ikke få særligt meget hjælp. Alt var nyt for os. Det var helt sikkert en hård start, siger Valgren.

- De første 10 måneder sov han ad helvede til og vågnede hele natten. Det har været et hårdt år i vores liv.

  • Det danske hold på en træningstur forud for VM i Yorkshire i 2019, som Mads Pedersen i øvrigt vandt. (Foto: Tariq Mikkel Khan)
  • Michael Valgren i udbrud i Tour de France i 2019. (Foto: GONZALO FUENTES)
1 / 2

Der er ingen tvivl om, at de søvnløse nætter påvirkede Valgren sidste år. Gjorde det sværere at restituere, selvom hans kone, Sidsel, ”var helt fantastisk” og tog Axel om natten. Men ”i en lille lejlighed vågner du uanset hvad,” siger Valgren.

Samtidig betød rollen som far også, at der var meget mere på spil, da han ved slutningen af sæsonen stod uden kontrakt. Nu var det ikke kun hans egne drømme om at vinde store løb, der var truet. Det var hans familie.

- Leverer du ingen resultater i cykelsporten, får du ingen kontrakt. Jeg vidste ikke, om jeg skulle hjem og være postbud, siger Valgren.

- Der var lang tid, hvor jeg ikke havde styr på fremtiden. Det er ikke nemt, når man skal forsørge familien. Det var en stressfaktor. Jeg vidste godt, jeg stod med røven i vandskorpen.

Først i december kom der styr på det, da det amerikanske hold EF meldte sig på banen.

- Det var det eneste tilbud, jeg havde. Heldigvis var det virkelig godt og et godt match, siger Valgren.

En sten blev fjernet fra hans hjerte. Samtidig var Axel nogle måneder forinden endelig begyndt at sove igennem om natten.

- Nu siger jeg bare ”godnat champ”, og så sover han i 12 timer. Det er en gamechanger.

Se en reportage fra sidste etape af PostNord Danmark Rundt i 2014, hvor Michael Valgren tog den samlede sejr:

'Nu sætter jeg alt på ét bræt'

Hvorfor kan jeg ikke vinde? Spørgsmålet, der har plaget Valgren så meget, fylder i dag ikke det store hos ham.

- Jeg har lagt det væk. Det var jeg nødt til, siger han.

Valgren hviler i dag mere i sig selv. Et nyt hold med en ny træner – som han sørger for at lytte til, så han ikke træner sig selv i jorden – og et samarbejde med en mentalcoach har hjulpet med at give ro i sindet og tænke positivt.

- Jeg er flittig, arbejdsom og professionel. Jeg synes, jeg gør alt det rigtige og har hele pakken.

  • Michael Valgren styrtede i årets Flandern Rundt. (Foto: Sebadelha Julie/ABACA © Sebadelha Julie/ABACA)
  • På EF Education - Nippo har Michael Valgren fundet et godt sted at være. (Foto: TONI ALBIR)
1 / 2

Det er også nemmere at holde hviledag, når den kan bruges med Axel på legepladsen. Pludselig nager den dårlige samvittighed over en skidt træning ikke på samme måde. Der er andre ting i livet.

- Det er det bedste. Jeg nyder virkelig mine fridage nu, for han er bare i kanon humør. Og jeg elsker, når jeg kommer hjem fra træning, og han løber ind i mine arme. Det er ikke ligegyldigt, at han kan lide mig. Jeg er meget væk i løbet af året. Men når jeg er hjemme, er han helt vild med mig. Det er mega fedt.

Det sidste skud motivation har han fået af, at de brækkede fingre er helet hurtigere end først frygtet. Allerede et par uger efter operationen kunne han træne på landevejen igen. Og comebacket kom allerede efter en måneds tid i klassikeren Milano-Sanremo, hvor Valgren var sit holds næstbedste rytter. Han var også godt kørende i Flandern Rundt, inden et styrt til sidst i løbet satte ham ud af spillet.

Hvornår sejrene kommer igen – hvis de gør – er ikke til at sige. Uanset hvad har han fået troen tilbage.

- Jeg tror, at alt kan lade sig gøre. Det kan det, hvis du har gode ben, siger han.

- Nu sætter jeg alt på ét bræt. Er jeg god nok, så er jeg god nok. Og er jeg ikke, så må jeg arbejde videre.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk