Vanvittigt forår for dansk cykelrytter: 'Det er gået rigtig stærkt'

Kasper Asgreen har overrasket med store præstationer allerede 14 måneder inde i sin professionelle karriere som cykelrytter.

Med to knyttede næver banker Kasper Asgreen sig hårdt i brystet og stikker armene over hovedet i et sejrsbrøl, idet han krydser målstregen som første rytter ved Lake Tahoe, USA.

Den 24-årige Deceuninck-Quickstep-rytter vandt sin første sejr nogensinde på anden etape af Tour of California, bare 14 måneder efter han begyndte sin professionelle cykelkarriere. Han sluttede løbet på podiet med en samlet tredjeplads iført den grønne pointtrøje.

- Det gik langt over al forventning, siger Kasper Asgreen om sin præstation i det amerikanske.

De samme ord beskriver ret godt Kasper Asgreens forår. Der var ikke mange, der havde spået rytteren fra Kolding en andenplads i monument-klassikeren Flandern Rundt, men også det gik over al forventning.

De store resultater har også overrasket hovedpersonen selv.

- Det er jo resultater, jeg havde håbet på at kunne lave på lang sigt, men at skulle lave dem inden for 14 måneder i min professionelle karriere, det havde jeg ikke lige set komme. Det er gået rigtig stærkt, men det er jo bare fantastisk, siger Kasper Asgreen.

Hør Kasper Asgreens reaktion på at slutte som nummer to i Flandern Rundt i videoen herunder:

Kasper Asgreens resultater er også blevet bemærket af hans tidligere sportsdirektør på Team Virtu, Michael Skelde.

- Ingen har været i tvivl om, at han var klar til at blive professionel, men han har overrasket alt og alle med, at han har lagt så meget niveau på så hurtigt, siger Michael Skelde, der i dag er sportsdirektør for Riwal Readynez.

Kaotisk start på karrieren

Tilbage i november 2017 stod Kasper Asgreen på tærsklen til en professionel karriere med et tilbud fra et WorldTour-hold.

Bedst som han troede, han var på vej til at opfylde drømmen om at køre professionelt, glippede aftalen med WorldTour-holdet, hvis navn Asgreen ikke vil nævne.

I stedet forlængede han med sit daværende kontinentalhold, danskejede Team Virtu.

Et par måneder senere dukkede en ny stor mulighed op. Brian Holm, sportsdirektør på verdens mest vindende WorldTour-hold, Deceuninck-Quickstep, inviterede stortalentet på træningslejr i Spanien.

Se et indslag om Kasper Asgreen og hans tanker på træningslejren i Spanien:

Men efter træningslejren var der stadig ingen WorldTour-kontrakt til den håbefulde dansker. Indtil slutningen af marts 2018.

Deceuninck-Quickstep med Brian Holm i spidsen var hårdt ramt af skader. Det fik den danske sportsdirektør til at give Kasper Asgreen chancen for at vise sit værd på storholdet.

Og det har han siden hen gjort.

Drømmer om Touren

Det flotte forår har fået Kasper Asgreen til at drømme stort. Verdens største cykelløb, Tour de France, kan være inden for rækkevidde, og danskeren føler sig klar til at køre med stjernerne.

- Alle rytterne kommer i deres livs bedste form, der er jo bare ikke noget større end det på kalenderen, så det er klart, at det vil være en drøm at køre det, siger Asgreen.

Otte ryttere får lov til at cykle det 21 dage lange etapeløb for Deceuninck-Quickstep. Om Kasper Asgreen bliver en af dem, bliver han klogere på, når udtagelsen finder sted efter Schweiz Rundt, der bliver kørt midt i juni.

- Der er nogle forskellige roller på holdet, der skal fyldes ud, og det er et puslespil at få det til at gå op. Jeg forbereder mig det bedste, jeg kan, og så må vi se, når sportsdirektørerne laver udtagelsen, siger han.

Michael Skelde var sportsdirektør for Team Virtu, hvor Kasper Asgreen kørte inden sit skifte til Deceuninck-Quickstep. (Foto: Bonnerup Claus)

Men ifølge Michael Skelde, tidligere sportsdirektør for Team Virtu, burde der ikke være nogen tvivl om Kasper Asgreens deltagelse i Tour de France.

- Jeg er overbevist om, at han bliver en del af holdet til Touren. Quickstep har ikke råd til ikke at have ham med. De står og skal bruge en, der kan føre an på de flade stykker og som samtidig kommer over bjergene. Med det han har vist indtil nu, kan det ikke gå galt, siger han.

Brian Holm, sportsdirektør i Deceuninck-Quickstep, forsikrer om, at Kasper Asgreen er inde i billedet til Tour de France, men han kan ikke garantere hans deltagelse.

'Kan, hvad han vil'

Kasper Asgreen har med sine præstationer i foråret vist, at han har mange forskellige kvaliteter som cykelrytter, men han har selv en klar vision for, hvilken type cykelrytter han skal være fremover.

- Jeg håber på at blive en rigtig god klassikerrytter i fremtiden. Jeg har aldrig haft det så sjovt, som jeg havde det under klassikerne i år. Det er nogle virkelig fede cykelløb at køre.

Ifølge Michael Skelde kan stortalentet blive lige præcis dén type cykelrytter, han vil være.

- Han kan, hvad han vil. Han har så stort et potentiale, at jeg ikke kan se noget, han ikke kan, siger han.

Facebook
Twitter