De har været hinandens største konkurrenter hele livet.
Otte verdensmesterskaber i cykelcross fordelt imellem sig, hundredvis af landevejsløb, og tusindvis af kilometer med hinanden i sigtekornet.
Hollandske Mathieu van der Poel og belgiske Wout van Aert er to af cykelsportens absolutte giganter, og søndag tager de to gladiatorer endnu en tur i arenaen ved det legendariske cykelløb Flandern Rundt.
Løbet er et af de absolutte højdepunkter på cykelkalenderen, og DR's cykelkommentator Tobias Hansen, der skal kommentere løbet direkte i LIGA på P4, ser frem til at se kamphanerne krydse klinger endnu en gang.
- Jeg glæder mig helt vildt, siger han til DR Sportens podcast Tyvstart.
- Jeg nyder at se de to ryttere vinde, og jeg nyder at se dem kæmpe og slås. De er vidunderlige at se på begge to.
Siden de første gang stod overfor hinanden på den store scene ved verdensmesterskaberne i cykelcross 2012, har det stået klart, at de to er hinandens største modstandere. Og når de to byder hinanden op til væddeløb, er alle andre for det meste henvist til rollen som statister.
- Jeg tror, alle kan lide den form for cykelløb, som de to står for. Det er det vilde vesten med angreb til højre og venstre, og de er så stærke, at de kan tillade sig at køre fra et helt felt, siger Tobias Hansen.
- De er så stærke, når de er i form og stiller op for at vinde, at der er ingen andre, der kan være med.
Og de har været stærke i foråret, hvor Wout van Aerts gule Jumbo-Visma mandskab har været her der og alle vegne. Selv har han vundet løbet E3 Saxo Classic, som er en slags generalprøve på Flandern Rundt, mens Mathieu van der Poel har vundet monumentet Milano-San Remo.
Derfor er der også al mulig grund til at forvente endnu en duel fra øverste hylde.
Store lår og fremragende teknik
Listen af meritter for de to herrer er alenlang, men når det kommer til sportens største endagsløb, de såkaldte fem monumenter, er det hollandske Mathieu van der Poel, der har håneretten med tre sejre mod Van Aerts hidtil ene i karrieren.
Van Aert kan reducere føringen søndag i Flandern Rundt, et løb som byder på dårligt underlag, masser af brosten og ofte dårligt vejr. Alle tre elementer, som de to cykelfænomener er bedre til at håndtere end alle andre, siger Tobias Hansen.
- Jo mere teknisk underlaget kan være, jo værre forholdene er, jo mere blæst og regn, jo bedre er det for de to her.
Og grunden til at de to cykelbæster fra Benelux er så stærke i netop disse hårde, mudrede forårsklassikere er måske deres fortid i disciplinen cykelcross. Her køres der på lukkede baner, der byder på græs, sand, mudder og masser af korte og superstejle stigninger. Ingredienser, der minder om søndagens rute.
- Flandern Rundt har stigninger på 500-800 meter. Dem kan de køre på fuld skrald, som de gør i cykelcross, og det er med til at gøre dem så gode i de her løb, siger han.
- Ren teknisk er de outstanding. De er bare bedre til at sidde på deres cykel. Og her i foråret, med det underlag der køres på, er den teknik bare fuldstændig afgørende.
Men det er ikke kun teknikken, der gør det. Kigger man på både van Aert og van der Poels lårmuskler gemmer de en del af svaret på deres succes, siger Tobias Hansen.
- De træder også bare hårdest i pedalerne.
Følg Flandern Rundt direkte i livebloggen på dr.dk fra klokken 10.00 søndag. De afgørende kilometer bliver kommenteret direkte i LIGA på P4 fra klokken 14.00.