VIDEO Dansker bliver 14'er i nyt format: Det var skide skægt

Cykelrytteren Cecilie Uttrup Ludwig kørte en flot jagtstart i La Course by Le Tour de France.

I torsdags kørte de opad det mytiske Tour de France-bjerg Col d'Izorard på første etape af det kvindelige World Tour-løb La Course by Le Tour de France.

I dag blev det hele så afgjort på anden etape: En bemærkelsesværdig jagtstart på 22 kilometer med start og mål på fodboldklubben Olympique Marseilles stadion, og hvor rytterne blev sendt afsted med de tidsforskelle, der var opstået på første etape.

For danske Cecilie Uttrup Ludwig har det anderledes format været en stor oplevelse:

- Det var fedt at prøve noget nyt. Skide skægt for at sige det lige ud. En blanding af en samlet start og en enkeltstart. Mere af det, siger hun.

På første etape sluttede hun som nummer 17 og startede derfor dagens etape i samme position. Men danskeren havde fart på i jagtstarten og forbedrede resultatet til en samlet 14. plads.

- Jeg synes egentlig at det gik okay. Det kunne godt have været en smule mere flow i vores gruppe. Men jeg havde ikke de bedste ben, og jeg fik det bedste ud af det. Vi var godt nok tæt på at hente gruppen foran os, men sådan er det, siger Cecilie Uttrup Ludwig.

Facebook
Twitter