VIDEO Farvel til Alex Rasmussen: Her er hans fremtidsplaner

Alex Rasmussen stopper bane-karrieren, men vil stadig gerne være involveret i cykling.

Det er en af de fornemmeste karrierer i dansk banecykling, der tirsdag aften fik en ende, da Alex Rasmussen cyklede sidste omgang i det københavnske seksdagesløb i Ballerup Super Arena.

Løbet var Alex Rasmussens sidste på eliteniveau, og den firedobbelte verdensmester var da også vemodig efter løbet, som han har vundet fem gange som en del af par nummer 7.

- Det er helt sikkert vemodigt. Jeg har været herinde i mange år og har også kørt junior- og ungdomsløb her inde i Ballerup. Alle mine sejre i seksdagesløbet ser jeg tilbage på med store glæde, men især den første er vigtig for mig, siger Alex Rasmussen og fortsætter:

- Den første sejr er altid specielt, og sådan er det også med mine fire VM’er. Når man vinder første gang, så er der hul på bylden, og man vil vinde så mange gange som muligt, men det bliver hurtigt hverdag, siger Alex Rasmussen.

Ingen motivation

Og det er netop derfor, at den 32-årige Rasmussen nu forlader banerne.

- Jeg er ikke motiveret til konkurrencen mere. Jeg har lyst til at være involveret i cykling, men jeg har ikke lyst til at komme herind for at vinde seksdagesløbet mere, siger han.

- Man skal være motiveret for at vinde, og jeg vandt jo sidste år, og der var det ikke så fedt som de andre år. Derfor indså jeg, at jeg måtte videre.

Nu skal han cykle, når han har lyst og derudover have med cykling at gøre ud fra et forretningsmæssigt synspunkt.

- Det er da et skridt mod karriereafslutning, men jeg vil gerne have meget mere med cykling at gøre fremover. Jeg vil gerne lave mit eget firma, lave nogle events, nogle cykelrejser og holde foredrag, siger Alex Rasmussen.

- Jeg kommer stadig til at cykle, men det er mere på min lyst nu, end det er et decideret job. Jeg gearer ned, men jeg vil gerne fortsætte med at cykle, fordi jeg elsker friheden ved at cykle og komme ud i naturen. Det er den del af det, jeg ikke vil stoppe med, siger han.