VIDEO Mindre end et sekund afgør europamesterskab – Quaade i top 10

Victor Campenaerts kan kalde sig europamester i enkeltstart, da han vandt foran Jonathan Castroviejo med mindre end et sekund.

Vejret blev holdt til det sidste i EM på enkeltstart, da den forsvarende vinder Victor Campanaerts kæmpede sig over målstregen for at slå spanske Jonathan Castroviejos tid. Det lykkedes, men det var kun med 0,63 sekunder.

Der var også to danskere til start med Rasmus Quaade og Martin Toft Madsen. Begge fik bemærket sig flot ude på mellemtiderne.

Quaade var en af de første til at køre, og derfor havde han også bedste tid i mål i noget tid. Han sluttede som nummer ni. 55 sekunder efter Campenaerts.

- Det var en rigtig fed rute med tung asfalt, hvor man ikke kunne køre stærkt. Der var rimelig kuperet, og det var meget sjovt, fordi jeg overhalede en tysker efter 20 minutter, men jeg lagde lidt hårdt ud, så han kom igen, og så sad jeg og havde det svært i fem kilometer og holdt hans hjul. Men så tænkte jeg, at jeg måtte give den fuld gas, nu hvor det jo er et EM, så jeg satte ham meget derfra, forklarer Rasmus Quaade.

- Jeg håber, jeg har kørt stærkt nok til, at landstræneren også vil udtage mig til VM, det er en stor drøm for mig, siger Rasmus Quaade.

Martin Toft Madsen satte også virkelig gode mellemtider og var ikke langt fra de helt store navne, men da han kom i mål, måtte han nøjes med en 11. plads.

Det viste sig nemlig, at et kraftigt regnvejr, mens han var ude på ruten, gjorde, at han styrtede i et sving og tabte vigtig tid.

Tyske Maximilian Schachmann vandt bronzemedalje. Han var 27 sekunder efter den belgiske guldvinder.

Søndag køres herrernes linjeløb, hvor Danmark har otte ryttere til start. Det er Magnus Cort, Mads Pedersen, Michael Mørkøv, Kasper Asgreen, Casper Pedersen, Lasse Norman Hansen, Michael Carbel og Alexander Kamp.

Facebook
Twitter