VIDEO Oleg Tinkov vil køre videre under eget navn

Den russiske team-ejer Oleg Tinkov regner med, at hans hold næste år kører alene under navnet Tinkoff.

Oleg Tinkov vil fortsætte under navnet Team Tinkoff.

Det er halvandet år siden, at Oleg Tinkov købte Tinkoff-Saxo af Bjarne Riis. Først fortsatte danskeren på holdet i en manager-rolle, men tidligere i år blev han fyret, fordi Oleg Tinkov ikke havde brug for ham længere.

Danske Saxo Bank, som har tætte forbindelser til Bjarne Riis, er dog stadig hovedsponsor for holdet, men kontrakten udløber ved årsskiftet. Det er stadig usikkert, om Saxo Bank fortsætter hos Oleg Tinkov – også i en mindre rolle.

Russeren planlægger dog under alle omstændigheder at skifte holdnavn.

- Jeg regner med, at det kun får navnet ”Tinkoff”, uanset om Saxo Bank fortsætter eller ej.

Budgettet
er på plads for næste år, og herefter må vi se på det. Vi skal kigge efter større sponsorer, og hvis det ikke lykkes, så er jeg ikke sikker på, at holdet fortsætter, fortæller Oleg Tinkov i sin vanlige stil, der kan virke dramatisk, men ofte bunder i, at han blot ikke kender fremtiden.

Lørdag fik Oleg Tinkov dog besøg af direktøren for det største russiske teleselskab Megafon, Ivan Tavrin, på Tinkoff-Saxos rytterhotel, så måske fremtiden endda tegner ganske lys.

Færre danskere på holdet

Det bliver blot uden den danske stamme på holdet. I denne sæson har seks danskere

kontrakt
med det nu russiske mandskab. Men kun Michael Valgren og Jesper Hansen har
kontrakt
for næste sæson.

Det betyder, at Matti Breschel, Michael Mørkøv, Chris Anker Sørensen og Christopher Juul-Jensen med stor sandsynlighed ikke bliver på holdet. Sidstnævnte er officielt færdig hos Tinkoff-Saxo.

- Nogle af de danske

ryttere
vil selv forlade holdet, og andre danskere vil vi gerne af med. Men det handler ikke kun om, at de er danskere. Somme tider har jeg flere russiske
ryttere
end nødvendigt, fordi vi har det russiske flag på skulderen af rytternes trikot.

- Holdets tidligere ejer havde også flere danskere på holdet, fordi han var fra Danmark, så det er helt normalt. Men dybest set betyder det ikke noget for mig, om rytterne er fra Italien, USA eller Danmark, forklarer Oleg Tinkov. Tinkoff-Saxos bedste kort i dette års Tour de France kommer dog fra Spanien. Den tidligere vinder af løbet, Alberto Contador, må dog sande, at han 4’23’’ efter Froome er et stykke fra at gentage triumfen.