VIDEO Rasmussen: Sådan overtalte jeg min far til at give blod

Michael Rasmussen overtalte sin far til at donere blod til bloddoping for at forblive blandt verdens bedste, fortæller han i eksklusivt til DR Nyheder.

Det var en svær beslutning for Michael Rasmussen at spørge sin far, Finn Rasmussen, om at donere blod til at udvikle bloddoping.

- Det var ikke nemt. Det var en lille smule grænseoverskridende at skulle spørge om det. Men de vidste godt, at jeg tog medicin for at køre stærkere på cykel, siger Michael Rasmussen i et eksklusivt interview med DR Nyheder, som kan ses i aften i 21Søndag på DR1.

Overtalte faren for at blive blandt de bedste

For Michael Rasmussen var der dog et højere mål med spørge om faderens blod, som han brugte til at forsvare sin handling:

Enten fik han blodet til sin doping og blev i toppen af cykelsportens elite, eller også måtte han indse, at andre kom forrest over stregen, fortæller han til DR Nyheder.

- Jeg fortalte dem, hvordan jeg gået fra at være verdens bedste i Spanien Rundt året forinden til lige pludselig at blive overhalet indenom af fem-seks andre ryttere. Og på den måde fik jeg deres forståelse for, at det var sådan man gjorde. Derfor tror jeg, han indvilligede i det, fortæller Michael Rasmussen.

Mødtes på et hotelværelse i Belgien

Før faderens blod kunne bruges skulle Rabobanks holdlæge først teste, om Michael Rasmussens og hans blod var kompatibelt. Det skete efter den belgiske forårsklassiker La Flèche Wallonne i 2004.

Her mødtes Michael Rasmussens forældre og holdlægen på et hotelværelse i Belgien, hvor lægen og Michael Rasmussen i fællesskab overtalte faren til at donere sit blod til sønnens doping.

- Blodprøven blev analyseret, og så fandt vi ud af, at blodet ikke var kompatibelt. Så det (bloddonationen, red.) skete aldrig, fortæller Michael Rasmussen.

DR Nyheder har fremlagt anklagerne for Rabobank om, at holdlæge Geert Leinders på denne måde indgik aktivt i Michael Rasmussens forsøg på at dope sig. Rabobank meddeler, at de ikke ønsker at kommentere på beskyldningerne.

Se Michael Rasmussen forklare, hvordan det var at skulle spørge sin far, om han ville donere noget af sit blod til sin søns doping, i videoen i toppen af artiklen.

Du kan se hele interviewet med Michael Rasmussen kl. 21.00 på DR1, hvor han afslører hele historien. Bagefter kan du chatte med Michael Rasmussen på dr.dk.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk