VIDEO Valgren viser vejen: Dansk cykelsport står overfor en guldalder

En historisk succesfuld generation af danske cykelryttere har banet vejen for de kommende danske topryttere.

Selvom der er flere cykelløb stort set hver eneste dag, så er det svært at se et løb, uden en dansker er i fokus med en toppræstation. Man skal bare tænke tilbage på søndag, hvor først Kasper Asgreen og dernæst Michael Valgren var i store angreb ved VM.

Dansk cykling blomstrer i disse år. Det kan man se på to simple måder. Det forgangne år var et af de mest succesfulde i flere årtier. Michael Valgren vandt Amstel Gold Race og Het Nieuwsblad, Mads Pedersen blev nummer to i Flandern Rundt, hvor Valgren i øvrigt blev nummer fire, og så lykkedes det Magnus Cort at vinde den danske første etapesejr i Tour de France i ni år.

Man kan også kigge på antallet af ryttere, som kører på cykelsportens øverste niveau, World Touren.

Det antal var i 2018 15 styks, og i skrivende stund er antallet det samme i 2019, men der kan sagtens være flere på vej. En enkelt rytter mere og så vil den danske rekord være slået, siden World Touren blev indført i 2011. Det er ikke nogen overraskelse, hvis man spørger Quick Step-Floors-sportsdirektør Brian Holm.

- Den nuværende generation er måske den bedste nogensinde. De får medaljer hele tiden. Der var et par år efter Rolf Sørensen og Bjarne Riis, hvor man tænkte, hvem der skulle løfte den tunge arv efter dem, men nu er der gået hul på bylden, siger han.

- Michael Valgren, Magnus Cort og resten kører jo fantastisk. Det gode er, at hele den næste generation åbenbart også er på vej, siger den danske sportsdirektør.

Nybrud i cykelsporten

Det er netop den næste generation, der gør, at Danmark er på vej mod et rekordår i 2019. En rytter som Jesper Hansen går måske nok et niveau ned, når han skifter til det Pro Kontinentale hold Cofidis, men op kommer nyudklækkede talenter som Jonas Vingegaard (LottoNL-Jumbo), Casper Pedersen (Team Sunweb) og Rasmus Byriel (Lotto-Soudal).

Og det stopper måske endda ikke der. Ryttere som Jonas Gregaard Wilsly og Mikkel Honoré Frølich, der har vist sig frem på U23-niveau, er begge på prøve hos henholdsvis Astana og Quick Step-Floors, og deres planer for 2019 er endnu ukendte. Det kan være, at holdene vælger at beholde dem.

- Danmark er ligesom kommet ud af situationen, hvor man så, at vi var gode på junior- og U23-niveau, men at rytterne ikke helt blev forløst på øverste niveau. Jeg tror, at den tendens er blevet brudt nu. Det åbner flere døre. Holdene tror lidt mere på de U23-resultater, der bliver lavet, siger Anders Lund, der er dansk landstræner i cykling.

Anders Lund var selv en del af den gruppe, som viste flotte takter i ungdomsårene med store resultater, men som ikke rigtig slog til på samme måde resultatmæssigt på seniorniveau.

Den gruppe er ryttere som Michael Valgren, Mads Pedersen, Magnus Cort og Søren Kragh Andersen trådt ud af. De havde alle også stor succes på ungdomsscenen, men det er ikke stoppet derefter.

Stjernerne har banet vejen

Der er sikkert mange grunde til, at de er blevet bedre til at tage det sidste skridt, men det der går igen i cykelmiljøet, er den træning, man får som yngre ryttere. Der er nemlig flere danske kontinentalhold, der måske på papiret er semiprofessionelle, men som håndterer det hele professionelt.

- Jeg kan mærke, at man bliver skolet godt på de små hold i Danmark. Nu kommer jeg selv fra Michael Skelde-skolen, og man kan se, at der kommer mange talenter derfra. Seriøsitet og ydmyghed er den rette vej frem, forklarer Michael Valgren.

- Der er de små professionelle hold, som også tager sig rigtig godt af rytterne. De lærer at træne professionelt, og der bliver taget god hånd om dem. Der bliver man ikke tabt på gulvet, forklarer Brian Holm.

Den store succes blandt de danske cykelstjerner har også en positiv afsmitning på kommende cykelryttere. Når Valgren og andre tager store resultater internationalt forplanter det sig ned gennem rækkerne og give danske talenter blod på tanden, mener landstræneren.

- Der er noget selvforstærkende i det, fordi der bliver virkelig sparket nogle døre ind nu af dem, som har succes på World Touren. Valgren, Cort, Mads Pedersen og Søren Kragh. De åbner altså døre mange forskellige steder til andre danske ryttere, siger Anders Lund og bakkes op af Michael Valgren.

- Jeg mener helt klart, at det har en betydning, at vi er nogle danskere, som leverer store præstationer såsom Mads Pedersens andenplads i Flandern Rundt eller min sejr i Amstel Gold Race. Det gør, at hold får øjnene op for andre danskere, siger Valgren.

Skal man tro landstræneren og stjernen er der altså mere dansk succes. En positiv spiral i dansk cykelsport er sat i værk, og effekterne vil vise sig de kommende år.

- Succes avler succes. Nogle generationer har måske trukket hinanden lidt ned, men nu hiver de hinanden op, siger Brian Holm.

Facebook
Twitter