Vingegaard elsker Glyngøre og gulerodskage: ’Jeg virker ydmyg. Men jeg har også et kæmpe ego’

Jonas Vingegaard leverede en dansk sensation i årets Tour de France. Men har succesen forandret ham?

(Foto: Scanpix. Grafik: Maria Eriksen Volthers)

Når virkeligheden vrider sig, og hele verden ser på dig med andre øjne, end vi gjorde før: Forandrer du så også dit syn på dig selv?

Det tog jeg til Roslev i vandkanten af Limfjorden for at spørge Jonas Vingegaard om.

I sommer gennemlevede han nogle livsændrende uger. Da han stillede til start i Tour de France, var han nærmest navnløs for de fleste. Men da han tre uger senere stod på podiet i Paris, var han blevet en superstjerne i cykelsporten og en ny dansk folkehelt.

Sådan opfattede jeg det i hvert fald fra min sofa, da Tour de France løb over skærmen. Og det fortæller jeg ham, da jeg sidder over for ham en tirsdag i november med sensationen lidt på afstand.

Men Jonas Vingegaard ser det ikke sådan. Han er ikke en superstjerne.

- Jeg synes, det er underligt, hvis du sidder og tænker sådan om mig. Jeg synes jo bare, at jeg er mig selv, og at jeg er den samme, som jeg altid har været, siger Jonas Vingegaard.

Kan det virkelig passe? Har den skelsættende succes slet ikke rokket ved Jonas Vingegaards selvbillede?

Jeg har taget et billede med til Roslev for at teste det. Det stammer fra 2017, hvor Jonas Vingegaard arbejdede på en fiskefabrik i Hanstholm, mens han i sin fritid kørte for det danske hold Coloquick-Cult og drømte om at blive professionel.

Jeg giver ham billedet i hånden og spørger ham: Har du ændret dig siden dengang?

- Nej. Jeg er stadig den samme. Jeg er blevet mere moden. Men ellers har jeg ikke ændret mig.

- Det er noget, jeg tænker over. At alt det her ikke skal ændre mig. Og jeg ved også, at hvis jeg ændrer mig, vil min kæreste Trine være den første til at fortælle mig det, siger Jonas Vingegaard.

Og som jeg sidder over for ham, tror jeg på ham. Mens mange før ham har brugt deres store gennembrud til at skrue op for armbevægelserne og sole sig i opmærksomhed, virker Vingegaard uforandret i spotlysets skær.

Se DR Sportens indslag fra 2017 med en ung Jonas Vingegaard på fiskefabrik og på træningstur:

Her er ingen spor af stjernenykker. Han smiler mildt og imødekommende, og han har sat sig i strømpesokker. Ikke fordi han har svært ved at bevare jordforbindelsen. For den – jordforbindelsen – har Jonas Vingegaard ingen udfordringer med, selvom snakken falder på hans himmelflugt i Touren.

Hvis du selv skal sætte ord på, hvad du er god til, hvordan vil det så lyde?

- Det er jo ikke noget, jeg er særlig god til, svarer han. Altså det med at sætte ord på sit eget talent.

- Jamen, jeg er jo god til at cykle. Det… Øøøh… Ja…. Det må jeg jo være.

Jeg var forberedt på, at jeg skulle møde en meget beskeden mand. Men at Jonas Vingegaard – som i sommer forcerede 3.414 kilometer som den næstbedste cykelrytter i verdens hårdeste løb – har svært ved at indrømme, at han er god til at køre på cykel, overrasker mig.

Ordene, han finder frem om sig selv, er ikke bare ydmyge. De grænser til det selvudslettende.

Det undrer mig.

For hvordan er Jonas Vingegaard blevet en af verdens bedste i en brutal sport, der kræver indædt ærgerrighed for at køre solo over stregen, hvis han samtidig er en mand uden ego?

Jeg spørger ham. Pludselig svarer Vingegaard mere kontant. Ydmyghed og egoisme udelukker ikke hinanden.

- Ja, jeg virker ydmyg. Og jeg er også ydmyg. Men selvfølgelig har jeg også et kæmpe ego, der gør, at jeg er nået så langt. Jeg har det drive og det ego. Jeg vil gerne lave resultater og gøre det godt.

Vingegaards ego har ikke fået vokseværk efter hans triumf i Touren. Men selvom berømmelsen ikke har gjort det større, er det der derinde. Egoet. Hos Jonas Vingegaard er det bare svært at få øje på. Måske er store armbevægelser ofte bare et forsøg på at dække over angsten for at være utilstrækkelig. Mens dem med ægte selvtillid bærer det indvendigt i stedet for udenpå.

Det er i hvert fald tanken, der rammer mig i Roslev og i mit møde med Jonas Vingegaard. Og så gider han i øvrigt ikke tale mere om ego, og hvad den verdensomspændende opmærksomhed har gjort eller ikke har gjort ved hans selvopfattelse.

- I sidste ende er det sportsdirektørerne, der har det sidste ord, så der skal man altid lytte til, hvad de siger. Der skal man ikke være for fin til at hjælpe andre, og det er jeg overhovedet heller ikke. Hvis man er godt kørende, vil man gerne selv lave resultater. Men det er også bare at arbejde, og man skal egentlig bare gøre, hvad der bliver sagt.

Jonas Vingegaard på podiets andenplads i Paris. Side om side med vinderen af den gule trøje, Tadej Pogacar. Det var det bedste resultat leveret af en dansker i Tour de France siden Bjarne Riis vandt løbet i 1996. (Foto: BENOIT TESSIER © Ritzau Scanpix)

Sine sportslige bedrifter foretrækker han at lade tale for sig selv. En mere boblende begejstring melder sig i hans stemme, når han fortæller om hverdagen i Glyngøre, hvor alle kender alle, siger han.

Glyngøre, hvor han bor med sine kæreste, Trine, og deres datter, Frida, er en by i Nordjylland med knap 1.500 indbyggere. Et stenkast fra Roslev, hvor vi mødes.

Som teenager forestillede han sig, at han skulle være bankmand. I stedet blev han sportsstjerne. Når han rejser verden rundt på sin cykel, er det altid med forventningens glæde om at vende hjem til Glyngøre. Og svigermors bagværk. Gerne gulerodskagen, som er bedst, når hun laver den uden nødder.

Han bruger det meste af sin træningstid i udlandet for at få de højdemeter, han har brug for som bjergrytter, men som Glyngøre ikke kan tilbyde. Om vinteren rykker han og familien midlertidigt bopælen sydpå, for at træningen kan hænge sammen med familielivet.

På trods af at karrieren trækker store veksler på Vingegaards kalender og rejseaktivitet, har han ingen planer om at flytte permanent til udlandet for at gøre hverdagen nemmere.

- Jeg elsker Danmark. Jeg elsker at komme hjem. Jeg ville aldrig føle, at det var mit hjem, hvis jeg boede et sted i udlandet. Det er fantastisk, hver gang jeg kører ned ad bakken til Glyngøre. Det ser jeg altid meget frem til.

Om lidt takker Jonas Vingegaard høfligt af for i dag og tøffer hjem fra Roslev til Glyngøre.

Men indtil nu har vi kun talt om alt det, der er sket. Hvor sensationelt det var, og hvad det har ændret – eller ikke ændret – for manden, der skabte sensationen. Men hvad tænker han, der venter forude?

Jonas Vingegaard i den hvide ungdomstrøje kørte på årets kongeetape fra den senere Tour-vinder Tadej Pogacar, da de var på vej op ad det berømte bjerg Mont Ventoux. (Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT © Ritzau Scanpix)

Næste år er Tour de France spækket med højdemeter og målstreger drysset ud over mytiske bjergtinder. På papiret en lækkerbisken for en letbenet bjergrytter som Vingegaard. Og så er det ovenikøbet med Tour-start i Danmark.

- Jeg er begyndt at tænke lidt over det. Holdet har ikke lavet nogen plan endnu, men jeg håber og tror på, at jeg skal køre Tour de France igen næste år. Men nu må vi se, hvad holdet har af planer.

- Jeg tror stadig ikke, jeg er på mit højeste niveau endnu. Jeg tror på, at jeg kan forbedre mig. Både på enkeltstarter og på bjergetaper.

- Jeg vil gerne være den bedste cykelrytter i verden.

Med ydmyghed. Og selvtillid. Måske Jonas Vingegaard hægter konkurrenter af på sin vej mod toppen. Men sig selv har han med hele vejen.

Mød Jonas Vingegaard, og hør mere om tiden efter Tour-sensationen og hans fremtidsplaner i aften i Sportsmagasinet på DR1 klokken 21.40.

FacebookTwitter