Vingegaard, hvor blev du af? I dag vender han tilbage til verdenstoppen

Siden sin andenplads i Tour de France er Jonas Vingegaard fløjet under radaren. I dag gør han comeback på cykelsportens største scene i klassikerløbet Lombardiet Rundt.

Jonas Vingegaard skal i dag nok primært være hjælperytter for Primoz Roglic. (Stephane Mahe © Scanpix. Grafik: Maria Eriksen Volthers)

Lige så pludseligt som han blev Danmarks nye nationalhelt, lige så hurtigt forsvandt han igen.

24-årige Jonas Vingegaard skabte tidligere i år en sommerstorm i Danmark, da han som Tour de France-debutant gav favoritterne baghjul og blev nummer to i verdens største cykelløb.

Den letbenede bjergrytter, der få år tidligere havde arbejdet på en fiskefabrik i Hanstholm, blev udråbt som cykelsportens nye stjerneskud. Og da han vendte tilbage til Danmark, var det til den helt store heltemodtagelse.

Men så forsvandt han igen. Både fra offentlighedens opmærksomhed og de store cykelløb. Siden Tour de France er der kørt OL, VM, Vuelta a Espana og Paris-Roubaix. Alle er de blandt årets største begivenheder i cykelkalenderen. Men ingen af løbene stillede Jonas Vingegaard til start i.

I næsten tre måneder har Vingegaard fløjet under radaren siden sin sensationelle podieplacering i Tour de France. I dag vender han tilbage til spotlyset og den store scene i det prestigefyldte endagsløb Lombardiet Rundt.

Ifølge DR Sportens cykelekspert, Brian Nygaard, er der god grund til, at Vingegaard først nu er på vej op i gear igen efter storformen i Tour de France.

- Det har været en bevidst pause, som han havde aftalt med holdet før Touren. Det gav god mening, fordi han havde haft et hårdt program i foråret og lidt uventet blev udtaget til Tour de France, fordi hans holdkammerat Tom Dumoulin meldte afbud. Det har været en lang, vild sæson, og fysisk og mentalt har det derfor været fornuftigt med en pause, siger Brian Nygaard.

Jonas Vingegaard på podiets andenplads i Paris. Side om side med vinderen af den gule trøje, Tadej Pogacar. Det var det bedste resultat leveret af en dansker i Tour de France siden Bjarne Riis vandt løbet i 1996. (Foto: BENOIT TESSIER © Ritzau Scanpix)

Nu skal Vingegaard genfinde topformen og bjergbenene i Norditalien. Lombardiet Rundt er årets femte og sidste af cykelsportens såkaldte monumenter: De mest berømte og berygtede endagsløb i verden.

I søndags afprøvede det danske talent formen i det italienske endagsløb Giro dell'Emilia, som de store stjerner traditionelt bruger som opvarmningsløb forud for Lombardiet Rundt.

I et felt med flere af cykelsportens bedste bjergbestigere viste Jonas Vingegaard sig som en superklatrer. I rollen som hjælperytter tog danskeren en tørn for holdkaptajnen, Primoz Roglic, som vandt overbevisende, mens Vingegaard kørte i mål som nummer 12.

- Giro dell'Emilia er et ekstremt hårdt løb. Vingegaard spillede en aktiv og fremtrædende rolle og hjalp Roglic til sejr. Man kan ikke sidde med i det løb og i det selskab uden at være i rigtig god form. Så Vingegaard kommer konkurrencedygtig til Lombardiet Rundt, siger Brian Nygaard.

I Lombardiet Rundt venter der i dag et lignende slag i det italienske bjerglandskab. Løbet, som køres ved Comosøen, strækker sig over 239 kilometer og næsten 5.000 højdemeter. Det gør Lombardiet Rundt – sammen med Liege-Bastogne-Liege – til et af de få monumenter, hvor bjergspecialisterne kører om sejren.

I 2020 vandt Jakob Fuglsang i Lombardiet Rundt som den første dansker nogensinde. Året før vandt han monumentet Liège–Bastogne–Liège. Fuglsang og Rolf Sørensen er de eneste danskere med to monument-sejre. (Foto: Julien Warnand)

Ved Tour de France viste Vingegaard, at han har talentet til at køre som klassementsrytter i de største etapeløb. Men kan han også gøre sig gældende i verdens største endagsløb som Lombardiet Rundt?

Tidligere i år har han givet smagsprøver på, at svaret højst sandsynligt er ja. I Liege-Bastogne-Liege blev han nummer 28, mens han blev nummer otte i den kuperede klassiker Clásica de San Sebastián.

- Der er ingen tvivl om, at han har rigtig gode muligheder for at komme til at køre sine egne chancer i de store bjergrige endagsløb. Det er løb, som både er lange og møghårde. Og begge dele passer Vingegaard godt, siger DR Sportens cykelekspert, Brian Nygaard.

Ved Tour de France i år beviste Jonas Vingegaard (i midten), at han kan køre om kap med verdens bedste bjergryttere. (Foto: Stephane Mahe © Ritzau Scanpix)

Selvom Brian Nygaard godt kan se Jonas Vingegaard som en fremtidig mester i cykelsportens monumenter, forventer han dog ikke, at det allerede bliver i dag i Lombardiet.

Ligesom i sidste uges Giro dell'Emilia er Jonas Vingegaard højst sandsynligt tiltænkt rollen som hjælperytter for holdkammeraten Primoz Roglic, der er udråbt som den helt store forhåndsfavorit.

I onsdags sejrede Roglic også i endagsløbet Milano-Torino, og den suveræne slovener er nu på jagt efter et vaskeægte italiensk hattrick.

Her bliver Jonas Vingegaard en dyrebar hjælperytter, som kan få en afgørende rolle i løbets finale, vurderer Brian Nygaard.

- Meget kan ske i Lombardiet. Det er et af årets hårdeste endagsløb med mange højdemeter og svære, tekniske nedkørsler. Men tillader løbet, at Jumbo-Visma kan holde sig til planen, er jeg sikker på, at Vingegaard og holdet skal køre for Roglic. Han er storfavorit og den oplagte vinderkandidat.

Lombardiet Rundt begynder lørdag klokken 10.30 og kan ses på Discoverys kanaler.

Jumbo-Visma-rytteren Primoz Roglic har ud over Tour de France, hvor han udgik efter et styrt, haft en forrygende sæson. Det er blandt andet blevet til OL-guld i enkeltstart og samlet sejr i Vuelta a Espana. (Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT © Ritzau Scanpix)
FacebookTwitter