Vingegaard i bakgear efter podiedrama: 'Jeg håber, at Sepp vinder'

Jonas Vingegaard missede førertrøjen på 17. etape med otte sekunder, som han nu håber, at Sepp Kuss beholder.

Jonas Vingegaard har efter 17. etape otte sekunder op til holdkammeraten Sepp Kuss, der fører Vuelta a España. (Foto: © MIGUEL RIOPA, Ritzau Scanpix)

Det gik, som Jumbo-Visma-bussen havde håbet, men langt fra, som resten af verden havde troet.

Da trioen med Sepp Kuss, Jonas Vingegaard og Primoz Roglic trådte an med tre kilometer til toppen af Altu de l'Angliru, stod det skrevet i versaler, at den danske Tour de France-vinder snart ville være i stand til at iklæde sig løbets røde førertrøje.

For Sepp Kuss gav med to kilometer til målet slip, sagde held og lykke til sine holdkammerater, der måtte afgøre sejren mellem sig.

En smule overraskende var det Primoz Roglic, der kom bedst ud af den duel, men for Jonas Vingegaard, der missede både etapesejren og førertrøjen med otte sekunder, var der udelukkende smil, da TV 2 Sport fangede ham.

- Vores plan var at køre for etapesejren igen i dag. Det lykkedes jo. Primoz vandt, jeg blev nummer to og Kuss bliver treer. Så et, to og tre igen, så det er ligesom det skal være. Jeg håbede på, at Sepp kunne følge med os, siger Jonas Vingegaard.

Slovenske Primoz Roglic var første mand over stregen på 17. etape. (Foto: © MIGUEL RIOPA, Ritzau Scanpix)

I morgen venter den sidste bjergetape i årets Vuelta a España, og Jonas Vingegaard har et knap så opløftende ønske, set med danske cykelbriller.

- Jeg tror egentlig mest af alt, jeg håber på, at Sepp beholder de otte sekunder, siger Jonas Vingegaard til TV 2 Sport.

Kør bare, gutter

Sepp Kuss var efter dagens etape selv overrasket over, at han formåede at beholde sin røde førertrøje, selv om han altså måtte slippe grebet i sine to holdkammerater to kilometer fra mål.

Jumbo-Visma var da også hurtige til at dele, hvad manden i førertrøjen sagde til dem, da etapen skulle afgøres uden ham.

- Kør bare, gutter.

Jumbo-Visma var ikke sene til at dele beskeden fra Sepp Kuss til omverdenen.

Dagens etapevinder, Primoz Roglic, var da heller ikke sen til at anerkende det fysiske pres, som trioen fra Jumbo-Visma var under, da favoritterne ramte det sidste bjerg.

Sloveneren talte med Sepp Kuss på vej op ad bjerget, men var nødt til at tage det i sit eget tempo, da amerikaneren begyndte at miste trådet.

- Jeg snakkede med ham, men det er en underlig ting og fornemmelse. På sådan et stejlt bjerg kører man lidt for sig selv, så hurtigt som muligt, og så må man bare se.

- Jeg sagde, at han skulle blive ved med at kæmpe og tro på det, og så skal han nok klare det, siger Primoz Roglic.

Årets sidste bjergetape i Vuelta a España køres i morgen.