VM-sølv til Trine Schmidt

Den 19-årige danske cykelrytter Trine Schmidt vandt lørdag sølv i kvindernes pointløb ved VM i banecykling i Manchester.

Trine Schmidt på podiet i Manchester (Foto: Martin Bureau © Scanpix)

19-årige Trine Schmidt sikrede den anden danske sølvmedalje ved bane-VM i Manchester. 

Schmidt stak tidligt af fra feltet, og efter en ihærdig indsats lykkedes det danskeren at tage en omgang på feltet efter bare 23 af de 100 omgange. Omgangen udløser 20 point, og med dem lagde Schmidt sig i spidsen for løbet.

Kun storfavoritten Marianne Vos formåede at indhente danskerens føring, og hollænderen viste i slutningen løbet, at hun var klart stærkeste kvinde på banen. For at undgå et sidste angreb fra danskeren stak Vos af og vandt både den sidste spurt og løbet, mens Trine Schmidt kunne glæde sig over en sølvmedalje.

Vos sluttede på 33 point, Schmidt fik 25, mens bronzen gik til italienske Vera Carrara med 20 point.

Drømmer om OL

- Mit mål var at få en omgang og kæmpe med om en OL-plads, men det er overraskende, at det gik så godt, sagde Trine Schmidt i sekunderne efter, at løbet var slut, og inden hun blev hevet op på podiet for at modtage sin sølvmedalje.

- Da løbet sluttede, vidste jeg, at medaljen var sikret, men jeg var faktisk slet ikke klar over, om det var blevet til sølv eller bronze, siger Trine Schmidt, som dermed forsvarede den sølvmedalje i pointløb, som Mie Bekker Lacota sikrede Danmark ved VM for et år siden på Mallorca.
                                      
Forleden fik Danmark også sølv i 4000 meter forfølgelsesløb for mænd.