Vuelta-dansker forlænger opholdet på højeste niveau

Niklas Eg har forlænget kontrakten med Trek. Danskeren er i øjeblikket i gang med Vuelta a España.

(ARKIV) Niklas Eg har forlænget samarbejdet med Trek-Segafredo på det højeste niveau. (Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT © AFP or licensors)

Cykelrytteren Niklas Eg fortsætter på World Tour-holdet Trek i mindst to sæsoner mere.

I en video på holdets Twitter-konto oplyser den 24-årige dansker, at han har forlænget sin aftale med holdet, så den løber til og med 2021.

- Hej alle, jeg har virkelig spændende nyt - i hvert fald for mig. Jeg har forlænget min kontrakt med holdet med to år.

- Jeg er virkelig glad og vil gerne takke holdet for at have tro på mig, siger Niklas Eg.

Den 24-årige bjergrytter kom til det amerikanske hold fra Team Virtu forud for sidste sæson.

Han fik en god start med blandt andet en samlet femteplads i Tour of Croatia, men siden blev resultaterne mere svingende.

I dette efterår har Eg dog gjort tydelige fremskridt. Han var en af de stærkeste ryttere i Tour of Utah, og har også markeret sig i de første to uger af det igangværende Vuelta a España.

/ritzau/

Facebook
Twitter