Froome spiste alle på enkeltstarten

Chris Froome var hurtigst af alle på fredagens enkeltstart i Vuelta a España, men er fortsat nummer to sammenlagt.

Chris Froome nærmer sig Nairo Quitana. (Foto: jose jordan © Scanpix)

Chris Froome (Sky) sejrede overbevisende, men Nairo Quintana (Movistar) beholdt den røde førertrøje, da cykelrytterne i Vuelta a España fredag kørte 19. etape.

Den britiske Tour de France-vinder var ikke uventet hurtigst på enkeltstarten, der blev kørt over 37 kilometer.

Chris Froome kørte distancen i 46 minutter og 33 sekunder, 2 minutter og 16 sekunder hurtigere end Nairo Quintana, der havde 3 minutter og 37 sekunders forspring til Sky-kaptajnen før enkeltstarten.

Afgørende etape lørdag

Der er nu lagt op til en eksplosiv bjergetape lørdag, hvor det samlede klassement i Vueltaen ventes at blive sat på plads før den sidste etape til Madrid søndag.

Mod sædvane lagde Chris Froome særdeles hårdt ud på enkeltstarten, formentlig for at gøre Nairo Quintana nervøs og måske få colombianeren til at knække.

Da Froome havde kørt i 24 minutter, overhalede han nummer tre i klassementet, colombianeren Esteban Chaves (Orica-Bikeexchange), der var startet to minutter før briten.

I mål var Chris Froome 44 sekunder hurtigere end nummer to, spanieren Jonathan Castroviejo (Movistar).

/ritzau/

Facebook
Twitter