Danmark er spydspids i global debat: Skal hesten smides ud af sporten?

Det danske forbund har taget en rødglødende debat i moderne femkamp til Den Internationale Sportsdomstol, CAS.

Billderne af tyske Annika Schleu gik viralt under OL, da hun piskede sin hest. (Foto: IVAN ALVARADO © Ritzau Scanpix)

Nogen mener, at det er et spørgsmål om overlevelse eller udryddelse. Moderne femkamp kæmper lige nu en kamp med sig selv og hele verden. Og midt i det store drama indtager Danmark en hovedrolle.

Moderne femkamp har siden indførelsen ved OL i 1912 bestået af fem discipliner: Fægtning, svømning, terrænløb, skydning og ridning.

Men sporten har mødt massiv kritik efter en tysk femkæmper og hendes træner ved sommerens OL både piskede og slog på en hest, da den ikke adlød.

I kølvandet på den internationale ballade skal ridning nu pilles ud af femkampen. Sådan lyder meldingen fra bestyrelsen for Det Internationale Forbund for Moderne Femkamp, UIPM.

Men i stedet for at løse problemet har ideen om at smide hesten ud af sporten i stedet skabt endnu et ramaskrig. Nationale forbund og moderne femkæmpere verden over mener, at sportens sjæl er sat på spil.

- Det er en svinestreg. Ridning er en del af vores DNA. Moderne femkæmpere er ikke moderne femkamp uden ridning, siger formand for Moderne Femkamp Danmark, Benny Elmann-Larsen, til DR Sporten.

Og nu er han og det danske forbund trådt midt ind i orkanens øje. Som formand for Moderne Femkamp Danmark har Benny Elmann-Larsen stævnet UIPM til Den internationale sportsdomstol, CAS.

Annika Schleu førte femkampkonkurrencen ved OL inden ridningsdisciplinen, hvor hun endte med at udgå efter at have mistet kontrollen over hesten Saint Boy. (Foto: Tatyana Zenkovich © Ritzau Scanpix)

Mange i sporten mener, at UIPM har overtrådt adskillige af det internationale forbunds egne regler i forsøget på at skrotte hestene. Tidligere på måneden sendte 650 udøvere af sporten et åbent brev til bestyrelsen i UIMP, hvori atleterne opfordrede bestyrelsen til at gå af som følge af sagen.

Men da det kom til spørgsmålet om retsforfølgelse, tøvede flere nationale forbund. Indtil Danmark trådte til, fortæller Benny Elmann-Larsen.

- Vi har taget initiativet. Vi har taget action. Danmark leder verden i øjeblikket på det her. Vi tog fat, fordi der ikke var andre, der gjorde. Vi kunne vælge at dukke hovedet og blive kørt over af præsidenten. Men det nægter vi simpelthen i den her sag. Derfor har vi stævnet dem til CAS via et advokatfirma, siger Benny Elmann-Larsen.

Eva Fjellerup, som har været i sporten i 25 år som både udøver og træner, er lige nu aktiv i den internationale gruppe, Pentathlon United, der kæmper for hestenes plads i sporten.

Hun fortæller til DR Sporten, at Benny Elmann-Larsens og Moderne Femkamp Danmarks stævning af UIPM har vakt opsigt verden over. Fra England til Rusland og Australien og mange lande derimellem, har hun modtaget reaktioner.

- Mange nationer har råbt op, men ingen har turdet tage tyren ved hornene og forfølge sagen juridiske. Men så trådte Benny til på vegne af Danmark og hele den her kæmpe bevægelse, siger Eva Fjellerup.

- Der er så mange interesser, og nogle forbund frygter at sætte deres atleter i klemme og miste deres økonomiske støtte fra deres olympiske komité. Så det er et stor stort skridt, at Benny tager teten og går forrest på alle de nationale forbunds vegne.

Hesten ville pludselig ikke, som Annika Schleu ville under OL. Hendes og trænerens behandling af hesten skabte efterfølgende vild debat. (Foto: IVAN ALVARADO © Ritzau Scanpix)

DR Sporten er i besiddelse af stævningen, hvori der oplistes en lang række juridiske argumenter for, hvorfor UIPM forsøg på at afskaffe ridning angiveligt er i strid med UIPM’s egne regler.

Stævningen, som blev sendt den 10. november, indeholder blandt andet et krav om, at årets generalforsamling i UIPM skulle udskydes på grund af sagen. Men det har UIPM, som er ved at behandle henvendelsen via det internationale forbunds voldgiftsret, ikke imødekommet.

Derfor finder årets generalforsamling sted som planlagt i denne weekend, hvor beslutningen om at fjerne ridning fra sporten skal til afstemning.

- UIPM har forsøgt at forsinke behandlingen af vores stævning så meget som muligt, så de kan komme hen om på den anden side af weekenden, og så vi ikke kan få stoppet kongressen, sådan som vi har forsøgt med stævningen, siger Benny Elmann-Larsen.

- Beslutningsforslaget om afskaffelsen af ridesporten er fremsat ulovligt. Derfor har jeg så sent som i forgårs indsendt en protest til UIPM for at få taget forslaget af programmet.

Hvorvidt det lykkes for UIPM's bestyrelse at få gennemført afstemningen om ridedisciplinen lørdag er uvist.

- Det bliver et kæmpe drama, siger Eva Fjellerup fra Pentathlon United.

Skulle ridning mod Moderne Femkamp Danmarks forventning og forhåbning blive fjernet fra sporten på weekendens generalforsamling, slutter sagen ikke her, understreger Benny Elmann-Larsen.

- Så fortsætter vi sagen i CAS. Vi er ikke færdige.

DR Sporten har forsøgt at få en kommentar fra UIPM, men forbundet er i skrivende stund ikke vendt tilbage på henvendelsen.

FacebookTwitter