Danmark går imod triatlonforbund i spørgsmål om transkønnede: 'Der kommer en konkurrencemæssig forvridning'

Det internationale triatlonforbund har besluttet at transkønnede atleter kan deltage som kvinder. De skal bare opfylde to regler.

Transkønnede er velkomne blandt kvindelige triatleter, når der skal dystes i internationale konkurrencer. (Foto: Mike Finn-Kelcey © Scanpix Danmark)

Rettelse: Tidligere i artiklen fremgik det, at det udelukkende var atleter, som har fået tildelt et CPR-nummer, der ender på et lige tal, som kan stille op blandt kvinderne. Det er blevet præciseret, så det nu fremgår, at der er tale om CPR-numre, der er givet ved fødslen.

2,5 nanomol testosteron pr. liter over 2 år. Det lyder teknisk, og det er det også, men det er grænsen du skal opfylde for at konkurrere som kvinde i en international triatlonkonkurrence.

Desuden skal der mindst gå fire år fra en deltagelse som mand, til man kan stille op blandt kvinderne.

Det har det Internationale Triatlonforbund netop besluttet.

- Vi er et lille internationalt forbund, men vi har altid haft inklusion og kønsbalance i vores dna. Den netop vedtagende politik viser, at vi prioriterer fairness, men også demonstrerer inklusivitet, siger præsident for World Triathlon, Marisol Casado, på forbundets hjemmeside.

Hos Triatlon Danmark er man ikke stødt på nogen transkønnede atleter, men alligevel er direktøren for forbundet, Mads Freund, glad for beslutningen.

- Først og fremmest er vi glade for, at der er kommet en afklaring.

- Vi har haft et enkelt tilfælde, hvor en dansk kvinde i en kategori for ældre vandt en sølvmedalje ved VM, hvor hvis den her regel havde været indført nok havde vundet guld, så vi ved, hvad uklare regler betyder for sporten, siger Mads Freund.

Triatlon Danmark går egne veje

I det britiske triatlonforbund har man imidlertid valgt en anden løsning, end hos det internationale forbund. Her har man skabt en ’åben kategori’ som alle er velkomne til at stille op i, mens ”dem der er født som kvinder” kan stille op i den kvindelige kategori.

I Triatlon Danmark følger man heller ikke linjen fra det internationale forbund, men har besluttet at lade atleternes CPR-nummer afgøre, i hvilken kategori de kan stille op i på seniorplan.

Det betyder, at det udelukkende er atleter, som har fået tildelt et CPR-nummer ved fødslen, der ender på et lige tal, som kan stille op blandt kvinderne.

- Vi er vilde med inklusion på alle måde, men vi kan bare se, at det her kan ikke håndteres og at der kommer en konkurrencemæssig forvridning, og derfor gik vi ind og lavede den her ændring i vores nye konkurrenceregler, siger Mads Freund.

Dansk Triatlon ligger dermed i slipstrømmen på anbefalingerne fra Dansk Idrætsforbund, DIF, som siger at man skal ”lade lige konkurrence være tungtvejende i kvindernes eliteidræt.”

Hos den Internationale Olympiske Komité, IOC, anbefaler man samme løsning som Det Internationale Triatlonforbund har valgt.

- Der ligger nogle interesser i det internationale forbund i at lægge sig tæt op ad IOC. Det gør det lettere, når man er et olympisk forbund, så jeg har respekt nok for, at man følger IOC’s regler. Alle kan jo se, at også IOC kæmper med det her spørgsmål, og jeg tror ikke deres regler er færdige på det her område.

Det skabte stor debat, da det britiske cykelforbund tidligere i år åbnede for at transkønnede kunne stille op i kvindekategorien, hvis de opfyldte en lang række krav. (Foto: Paul Marriott/Shutterstock © Copyright (c) 2022 Shutterstock. No use without permission.)

Forskellige regler, umulige krav

At det er svært for de forskellige idrætsgrene at definere regler for transkønnede ses tydeligt.

Det Internationale Svømmeforbund arbejder på en særlig ’åben kategori’ for transkønnede. I rugbysporten har man helt forbudt transkønnede at stille op bland kvinderne, mens den internationale cykelunion lader transkønnede stille op i den kvindelige kategori hvis de opfylder en lang række krav, blandt andet kravet om 2,5 nanomol testosteron over 24 måneder.

Et testkrav som er svært for et lille forbund som Triatlon Danmark at håndhæve.

- Der er lavet nogle regler, som er helt fornuftige ud fra et videnskabeligt synspunkt, men os der skal arrangere stævner, har ikke muligheden for at kunne efterleve dem, siger direktør Mads Freund.

- De regler World Triathlon har vedtaget kan være fornuftige nok. De kommer jo på baggrund af nogle eksperter, som siger at de her grænseniveauer er de rigtige. Men det er klart, at den praktik der ligger i at føre det ud i livet, er uoverskueligt set fra vores side. Hvem skal stå for målingerne og hvem skal verificere de tal?