Dansk Atletik Forbund fyrer landstræner: 'Jeg er skuffet'

Dansk Atletik Forbund har grundet uenigheder valgt at fyre tidligere træner Piotr Haczek.

Nu tidligere landstræner Piotr Haczek med Stina Troest og Anna Emilie Møller ved OL i Rio 2016 (Foto: TYCHO GREGERS)

Den nu tidligere cheflandstræner for Dansk Atletik Forbund Piotr Haczek fik tirsdag en uventet besked fra direktionen. Efter fire år i trænersædet må Piotr Haczek nu vinke farvel til stillingen. En beslutning, som han ikke havde set komme, fortæller han.

- Jeg blev kaldt ind til møde i går, og der havde de (direktionen, red.) taget beslutningen om, at jeg ikke skulle fortsætte. Jeg var villig til at samarbejde og finde en løsning, men det var de ikke. Beslutningen var tydeligvis taget, og jeg kunne ikke gøre noget, siger Piotr Haczek.

Den 41-årige polak har stået i spidsen for de danske atleter i knap fire år, og det er en ærgerlig slutning på samarbejdet med atleterne, mener han.

- Jeg er skuffet, for jeg har lavet gode resultater med atleterne i de seneste fire år. Så det kom som en stor overraskelse for mig, at de havde taget den beslutning. Heldigvis har jeg modtaget beskeder fra nogle af atleterne, som er kede af, at jeg ikke er i stillingen længere, siger Piotr Haczek.

Dansk Atletik Forbund skriver selv i en pressemeddelelse, at fyringen af Piotr Haczek skyldes uenigheder.

- Det korte af det lange er, at vi ikke har været enige om den fremtidige strategi, og det har vi taget konsekvensen af, siger elitechef i Dansk Atletik Forbund Bo Overgaard.

Den tidligere træner har stået i spidsen for de danske atleter i knap fire år og har leveret flotte resultater som for eksempel OL sølv til Sara Slott Pedersen i 2016.